hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sindene noget, men så længe den tyske grænsepresse fortsatte sin heftige
agitation, drog man i Danmark den slutning, at den tyske regering enten
var magtesløs over for slesvig-holstenerne eller spillede dobbeltspil. Det
var netop dette, både Tage Jessen og Ernst Christiansen havde påpeget.
Statssekretær von Bülow i Auswärtiges Amt mente, at den eneste måde
at forbedre forbindelserne til Skandinavien på var at indstille den udfordrende
polemik ved grænsen og forsøge at overbevise danskerne om, at
Tyskland ikke havde til hensigt med voldelige midler at fremtvinge en
grænseændring. 109 Dette medførte, som vi skal se, at Ernst Schrøder atter
langsomt kom ind i varmen som den rette grænselandsekspert, efter i en
periode at have været kaltgestellt.
Det er påfaldende, som von Richthofen og Herluf Zahle reagerede og
argumenterede næsten fuldstændigt ens. Begge så det som deres opgave
at medvirke til at bevare et godt forhold mellem Danmark og Tyskland,
begge så med stærk misbilligelse på kræfter i offentligheden, der modarbejdede
denne opgave og begge udtrykte irritation over, at det ikke var
så ligetil at lægge en dæmper på hedsporerne.
6.13. “front og bro” som våben mod slesvig-holstenerne – Hitlers fredstale
17. maj 1933
Da nu “den berlinske linje” var fastslået, tog Flensborg Avis fat på at fastholde
slesvig-holstenerne på den formentlig nationalsocialistiske dydens
smalle sti:
Den “sejrende folkebevægelse i Tyskland lægger megen vægt på racerenhed. Den
ser på det danske og de nordiske folk som racebeslægtede folk. Formentlig vil
ingen af de tyske ordførere i grænselandet, som har talt Danmark hårdt til, tage
afstand fra denne opfattelse af det danske folk som racebeslægtet. Men når de så
selv er fyldt af tro på det tyske folk, af stolthed og selvhævdelseskrav på dets vegne,
hvor kan de så misforstå dansk elskværdigt væsen i den grad, at de mener,
at dette racebeslægtede folk skulle være blottet for de nævnte egenskaber. Trods
vanskelige geografiske og historiske kår har det danske folk hævdet sig mindst
lige så længe som der har været et tysk folk til. De tyske ordførere gør sig selv
og deres folk en tjeneste ved at gå ud fra, at dansk ærekærhed, dansk tro på sit
folks ret og vilje til at hævde den i indre styrke og varme er jævnbyrdig med tysk.
På dette grundlag banes der bedst vej for gensidig forståelse af hinandens tankegang”.
110
“Front og bro” var her helt klart et våben, som kunne bruges imod slesvig-holstenerne,
og hvis det kom an på det, indlod Ernst Christiansen sig
gerne på en debat på nationalsocialistiske præmisser om race og blod.
Også på en sådan slagmark var han sikker på at have ret.
Hitlers store fredstale den 17. maj 1933 syntes at bekræfte Ernst Christiansens
forventninger til det nye regime. “Det unge Tyskland nærer en
grænseløs kærlighed til og trofasthed mod sit eget, men netop derfor respekterer
og forstår det de andre nationers fædrelandsfølelse”, erklærede
Føreren blandt andet. “Vi kender ikke germaniseringens begreb ... Vi be-
239