hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mindretal indenfor riget; de var efter Kronikas opfattelse faktisk mere
ekstreme end nationalsocialisterne, selvom disse efterhånden havde overtaget
en stor del af altyskernes ideologi. 13
Efter flere ugers intriger og forhandlinger skete det uventede: Adolf
Hitler blev den 30. januar 1933 udnævnt til rigskansler i spidsen for en
koalitionsregering bestående af NSDAP, DNVP med Hugenberg samt en
række partiløse konservative under anførsel af von Papen som vicekansler.
6.3. magtoverdragelsen 30. januar 1933
Med vanlig sans for propaganda arrangerede Goebbels om aftenen
den 30. januar 1933 et fakkeltog af 25.000 SA-mænd, der defilerede forbi
Hitler, som stod på balkonen i rigskancelliet. Den næste dag hilstes
magtovertagelsen i nærmest religiøse toner i Goebbels’ dagblad, Der
Angriff, der talte om, at nu var en himmelsk retfærdighed sket fyldest og
om, at magtovertagelsen var et fundament for “ein neues deutsches Reich
der Kraft und Herrlichkeit”. 14 Hitler ville føre tyskerne ind i herlige tider.
De store tyske liberale aviser var forfærdede. Vossische Zeitung skrev
den 31. januar 1933: “Man kan ikke afskaffe fattigdommen, men man
kan afskaffe friheden. Man kan ikke forbyde nøden, men man kan forbyde
pressen. Man kan ikke udvise sulten, men man kan udvise jøderne”.
Endnu beskyttede forfatningen mod det værste magtmisbrug, men
den beskyttelse var nazisterne indstillede på at nedbryde snarest muligt.
Også Berliner Tageblatt med den berømte redaktør Theodor Wolff så særdeles
dystert på fremtiden og spåede diktatur og undertrykkelse, og det
samme gjorde Frankfurter Zeitung. 15 De nævnte tre borgerligt-liberale aviser
hørte alle til iblandt Flensborg Avis´ foretrukne kilder til information
om Tyskland, og de var hidtil hyppigt blevet citeret. Theodor Wolffs politiske
kommentarer var endog ofte blevet citeret i meget lange passager på
ledende plads – med direkte tilslutning.
Men det var i øvrigt kendetegnende, at den konservative presse i Tyskland
i hovedsagen bifaldt regeringsændringen. Det kunne umuligt blive
værre, end det allerede var, mente man. Hitler fortjente en chance til at
vise, hvad han duede til. Helt galt kunne det næppe gå, for de nazistiske
ministre var jo trods alt i mindretal i forhold til de tysk-nationale ministre,
der, som de drevne politikere de var, nok skulle vide at holde nazisterne
i tømme. Samme holdning gav den katolske presse udtryk for. 16
Der var i tysk presse generelt en udbredt forestilling om, at nazisterne
næppe ville forsøge at få gennemført deres radikale idéer. Man mente,
at regeringsansvaret ville virke modererende, som det jo plejede at være
tilfældet for alle normale partier. Ét var at være i opposition, hvor idealerne
skulle holdes højt og hvor der skulle agiteres overfor vælgerne; noget
ganske andet var at være i regering og stå med ansvaret for den praktiske
politik. Selv i liberale og socialdemokratiske aviser (Vorwärts) forventede
man ikke den totale omkalfatring af det tyske samfund, der nu skulle til
at tage sin begyndelse. Man frygtede nok, at regeringsskiftet kunne få al-
187