hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

edst, og Ernst Christiansen måtte stille sig til dette, som han selv fandt
rigtigst.
“Men når De direkte og indirekte i Deres blad anbefaler os heroppe at gå i lære
hos nazismen, støder De derved kredse bort, som hidtil har fulgt Flensborg Avis
med den største sympati ... fordi de anser alt, hvad der kommer fra den åndsretning
som gift og fordærv for alt, hvad der er dansk. Selvom det bliver i moderat
og ‘dansk’ form, at nazismens idéer eventuelt skulle vinde magten i Danmark, vil
det dog være en ulykke og forbandelse for det, der er vort, og som vi skal være
tro imod”.
Schack tvivlede ikke på, at Christiansen arbejdede ud fra de bedste motiver,
“men derfor er det ikke mindre farligt. Faren er så alvorlig, at man
bliver nødt til at sige fra i tide – også hvor det gør ondt at måtte gøre
det”. Så måtte han på anden vis end ved at abonnere på Flensborg Avis
yde sit bidrag til de danske syd for grænsen.
Ernst Christiansen tog brevet “til efterretning”, men fandt standpunktet
“uforklarligt, idet vi ser således på det, at netop Flensborg Avis er et
uundværligt led i den danske folkefriheds værn. Vi mener rigtignok ikke,
den skal værnes ved at vende ryggen til alt, hvad der foregår ude i verden,
og indbilde sig, at alt er, som det skal være i Danmark, men at også
netop et Danmark med folkelig frihed trænger til at følge med i, hvad der
foregår ude omkring, og drage lære selv af bevægelser, der er os imod”.
Flensborg Avis’ ungdomsside-redaktør, P. Marcussen, formand for Det unge
Grænseværn, havde givet udtryk for den samme ængstelse som Ernst
Christiansen, nemlig at “adskillige unge i Nordslesvig følte sig draget af
nazisme og kommunisme, og at der var fare for, at de ville gå tabt, hvis
der ikke kunne ske en indre dansk fornyelse”. Det var denne fornyelse,
som Flensborg Avis havde taget sigte på som det afgørende – foruden en
styrkelse af landets militære værn. “Vi har aldeles ikke gjort noget arbejde
for nationalsocialistiske idéer, men har overfor dem ligesom overfor
alle andre bevægelser, også overfor det nye Rusland, søgt at give den saglige
sandhed æren”. Dertil kom så chokket over, at de danske aviser, som
indtil 1914 fulgte “en helt anden og overdreven forsigtig politik overfor
Tyskland”, nu i letsindighed havde givet...
“...fri bane for den værste sensation og personlig nedrakning af den tyske regerings
medlemmer. Da Tyskland ikke er mindre farligt nu end før 1914, har vi fundet
dette landsskadeligt. Når stillingen i hvert fald har været den at Flensborg Avis
i 1933 har holdt sin post og sin danske linje, i lang tid med daglig trussel om forbud
og arrestation hængende over sit hoved, når bladet hele tiden efter sin bedste
overbevisning har søgt at tjene Danmark og det danske folks frihed og sunde
fornyelse, og når den tyske indsats i den nationale opgave er mangedoblet, også i
vort grænseland, således at det bliver en pligt for hver eneste tysker lige fra drengen
til de gamle mænd at støtte tyskheden i udlandet, så synes vi rigtignok, at det
er forknyttende, at en fremtrædende mand i den danske oplyste verden finder
tiden inde til at melde fra som holder af det danske grænseblad. Den slags oplevelser
er ikke nogen opmuntring i arbejdet for det danske folks fremtid. Vi slipper
dog ikke vor tro på den”. 138
305