hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“gentagen illoyalitet”, men det afslørede også, at regimets krav på loyalitet
var større og mere altomfattende, end mindretallet magtede at udvise,
så længe det fortsat insisterede på at fastholde tilnærmelsesvis egne holdninger.
Meddelelsen den 20. maj 1940 om grænserevisionen over for Belgien,
foretaget efter Tysklands sejrrige felttog mod vest, havde dog medført
skarpe tyske pressereaktioner: Den havde båret overskriften “Ny indlemmelse
i Tyskland” og omhandlede Eupén-Malmédy og Moresnet, der omtaltes
som “østbelgiske områder”, og man havde erindret om, at de i sin
tid var blevet adskilt fra det tyske rige i henhold til en folkeafstemning.
Dette havde fået chefredaktør Otto Pautz til i Schleswiger Nachrichten den
22. maj 1940 at fare i blækhuset med et heftigt angreb på Flensborg Avis:
Folkeafstemningen i de nævnte områder havde været “en lige så latterlig
som oprørende farce”, o.s.v., og Flensborg Avis’ indstilling var hverken
“klog eller taktfuld eller blot objektiv”. Avisen “tjente næppe danske interesser”
ved denne sin indstilling, ikke mindst på baggrund af de herskende
politiske konstellationer, “særligt i det nordiske rum”. 68 Denne
hentydning til det tysk-besatte Danmark var en utilsløret trussel mod
grænsen, som også – og navnlig – i den slesvig-holstenske grænsepresse i
de første måneder efter besættelsen flere gange var i skudlinjen.
Over for de af Lektor Petersen anførte punkter indvendte Ernst Christiansen,
at han straks havde påtalt stykket om Eupén-Malmédy, som
han først havde set, da det var trykt, og at han med hensyn til citaterne
fra forbudte blade som Socialdemokraten i telefonsamtaler med Reichspropagandaamt
ikke havde fået indtryk af, at dette var forbudt, så længe det
skete om uangribelige emner. Det var jo desuden “kedeligt blandt røster
om vigtige spørgsmål for hele folket at skulle udelade det største parti”.
Dette sidste argument viser vist tydeligt, hvor svært Ernst Christiansen,
selv efter at have levet syv år i Hitlers Tyskland, havde ved at begribe
den totalitære stats principper.
Lektor Petersen havde ikke nogen fuldmagt til at foretage sig noget
som helst med hensyn til en lempelse af forbudet, og Ernst Christiansen
ringede derfor straks fra Petersens kontor til Lohses sekretariat og bad
om en samtale med Gauleiteren om bladet. Efter en lille ventetid blev der
svaret, at dette ikke kunne lade sig gøre – Lohse havde ikke tid – men
Ernst Christiansen kunne henvende sig skriftligt. Lige før Christiansen
forlod kontoret, spurgte Lektor Petersen ham om, hvad han nu agtede at
foretage sig. Han svarede, at hvis han var overbevist om, at hans afgang
ville sikre bladet, spillede hans person ingen rolle. 69
Den 15. juni 1940 sendte Ernst Christiansen en længere redegørelse til
Gauleiter Lohse, idet han udtrykte håb om en senere mundtlig drøftelse.
Ligesom i skrivelserne til Propagandaministeriet tidligere på måneden,
var tonen i denne henvendelse næsten krybende: I lyset af tidens store
verdenshistoriske begivenheder kunne arbejdet for at fremme forståelsen
mellem Danmark og Tyskland måske nok synes at være en lille ting,
skrev Ernst Christiansen, men han var overbevist om, at heller ikke Gauleiter
Lohse – som grænseprovinsens overhovede og som formand for
857