hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Også dansk presse fulgte udenrigstjenestens råd om at være tilbageholdende.
Kontorchef i Udenrigsministeriets Pressebureau, A.J. Poulsen,
havde som nævnt den 8. december 1937 om aftenen, efter forudgående
konference med udenrigsministeren, rettet en henstilling til samtlige
Københavnske bladredaktioner om i morgennumrene for 9. december at
undlade at fremsætte “subjektive kommentarer” til en af Flensborg Avis
gennem Ritzaus bureau udsendt meddelelse om sagen. Denne henstilling
blev af samtlige redaktioner taget til følge.
Man overvejede om formiddagen i Udenrigsministeriet at afholde et
møde om Der Schleswiger-affærens seneste udvikling i løbet af dagen den
9. december 1937 med de københavnske chefredaktører og de udenrigspolitiske
redaktører, men opgav senere tanken. Kontorchef A.J. Poulsen,
udenrigsminister P. Munch og direktør for Udenrigsministeriet O.C.
Mohr holdt et møde ved middagstid, og man enedes om at lade A.J. Poulsen
tale med de pressemænd, “som kunne antages at skulle beskæftige
sig med sagen, for at forsøge at formå dem til at anlægge en forstandig
linje”.
I et notat, som A.J. Poulsen skrev herom, hedder det:
“Mine samtaler med de pågældende pressemænd førtes omtrent efter de følgende
linjer: Det kunne måske være fristende under de foreliggende og forudgående
omstændigheder at fortolke ministerialråd Berndts udtalelser derhen: At medens
han afviser ethvert irredentistisk krav syd for grænsen, giver han fri bane for irredentistiske
bestræbelser nord for grænsen. Dette ligger dog ikke i hans erklæring
efter dens ordlyd, og det vil ikke være formålstjenligt fra dansk side at hamre en
sådan opfattelse fast, thi det næste skridt fra tysk side kan da let blive en rejsning
af selve grænsespørgsmålet, og dette kan jo ikke ønskes fra dansk side.
Ligesom det er en lidet anbefalelsesværdig taktik fra dansk side i tide og utide
at lokke for fremkomsten af tyske erklæringer vedrørende grænsespørgsmålet,
har man sikkert fra visse sider her i landet i misforstået optimisme ladet sig friste
til at lægge alt for meget ind i de erklæringer, der fremkom fra de to tyske
embedsmænd efter forbudet mod Der Schleswiger. Man burde sikkert have gjort
sig klart, at hvis der fra tysk side skulle fremkomme en erklæring, som klart satte
en stopper for det tyske mindretals grænseflytningsbestræbelser, så måtte den i
hvert fald komme fra et langt højere sted og under helt andre former.
Situationen nødvendiggør da, at de alt for vidt drevne forventninger, man i
visse danske kredse har knyttet til den tyske udtalelse om irredenta-problemet,
må likvideres. Dermed ligger hele sagen da for dette punkts vedkommende, hvor
den lå, før hr. Kronika i august førte sine forhandlinger med embedsmænd i det
tyske propagandaministerium. Stillingen må da være den: At Danmark nu som
før betragter grænsespørgsmålet som endegyldigt afgjort og afviser alle diskussioner
desangående, og at vi nu som før agter at styre landsdelen efter de principper,
vi selv har fastlagt, og som er tilstrækkeligt kendte, idet vi derefter også
agter at vende os imod urimelige irredentistiske bestræbelser, om sådanne måtte
fremkomme.
Vedrørende den rent journalistiske behandling af sagen advarede jeg bestemt
imod at komme ind på alle (de) kombinationer og gisninger til efterforskning af
de mere eller mindre skjulte motiver, der kan antages at ligge til grund for det
ene eller det andet skridt fra tysk side under det forløb, sagen har haft, siden hr.
Kronika i august måned rejste den”.
684