hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Flensborg Avis ville få lov til at bestå så længe den gavn, den gjorde
udadtil, var større, end den skade, den gjorde indadtil – og så længe Tyskland
ikke var villig til at betale prisen for en lukning af avisen i form af
et forværret udenrigspolitisk forhold til Danmark. Det danske mindretals
presse fik efter den første indledende usikkerhed efter den nationalsocialistiske
magtovertagelse i 1933 stort set lov til at passe sig selv i årene
1934-1936. Men selvom Flensborg Avis blev betegnet som “det frieste blad
i Det tredje Rige”, slap den dog ikke ganske uden advarsler.
Slesvig-holstenerne og det danske mindretal havde diametralt modsatte
forventninger til det nye regime: De første ville spænde dens aggressive
nationalisme for kravet om grænserevision i Nordslesvig, hvorimod
det for de sidste gjaldt om at fastholde nationalsocialisterne på
deres er klærede nordisk-venlige linje og på deres egne völkische dogmer.
I spændingsfeltet imellem de slesvig-holstenske grænserevisonskrav og
den såkaldte “berlinske linje” opstod et rum, indenfor hvilket det danske
mindretal kunne manøvrere. Det gjaldt for Flensborg Avis om at fastholde
centralregeringen på “den berlinske linje” – og dette kunne ske ved loyal
opførsel, ved at lovprise centralregimets behandling af mindretallet og
ved at stikke slesvig-holstenerne de nationalsocialistiske læresætninger
lige i næsen og pege på den “slesvig-holstenske linjes” åbenlyse modsætningsforhold
til den officielle tyske udenrigspolitik – og ved samtidig at
forsøge at lægge en dæmper den danske presses kritik af det nye Tyskland.
Det var de lokale slesvig-holstenske myndigheders politik at reducere
det danske mindretal til dets kerne, som herefter kunne dø ud af sig selv.
Men dette skulle helst ske nogenlunde diskret, for i modsat fald kunne
man forvente irettesættelser fra centralmyndighederne i Berlin, fordi
avis omtale af en hårdhændet fremfærd belastede det dansk-tyske forhold.
Flensborg Avis behandlede indgående alle større og mindre overgreb
på mindretalsmedlemmer. Det skete med stor ihærdighed, og man
trak gerne sagerne op på det principielle plan, hvor det var muligt at
føre dem igennem til sejr. Men det irriterede de slesvig-holstenske myndigheder
enormt, at sådanne sager nåede ud i offentligheden – hvad enten
disse sager nu var følger af en erklæret politik imod mindretallet, var
bivirkninger af den almindelige ensretningsproces eller simpelthen skyldtes
uheld eller enkelte individers over-ivrighed.
Flensborg Avis’ hovedmodstander i grænselandet var redaktør Ernst
Schrøder, der havde sit eget Korrespondenzbüro Nordschleswig. Han blev i
Auswärtiges Amt regnet for at være den rette kender af det dansk-tyske
grænsespørgsmål. I de første år efter den nazistiske magtovertagelse stod
han i et modsætningsforhold til den slesvig-holstenske nazistiske ledelse,
men tilkæmpede sig 1933-1936 en dominerende stilling i den tyske grænsepresse.
Da overborgmester Sievers i februar 1936 blev afskediget, trådte
Ernst Schrøder atter ind i en central position. Dette medførte, at Flensborg
Avis’ – og ikke mindst Ernst Christiansens personlige – modstandere indenfor
den traditionelle anti-danske slesvig-holstenisme fra 1936-1937 atter
forsøgte at sætte dagsordenen. Slesvig-holstenismen var langt uven-
967