hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

delingen, den af korrespondenterne vellidte Dr. Karl Bömer, begik den
indiskretion i svært beruset tilstand at røbe tyske angrebsplaner mod
Rusland under en animeret sammenkomst på den bulgarske ambassade.
Gestapo drog kort efter af med Bömer, der blev erstattet af ministerialråd
Brauweiler. Brauweiler var i modsætning til Bömer et inderligt uinteressant
bekendtskab, hvad hans øgenavn også bar vidnesbyrd om: Han gik
blandt korrespondenterne under navnet Langweiler [“Tørvetriller”, forf.].
De tyske myndigheder var smarte nok til ikke – i modsætning til snart
sagt alle andre krigsførende lande – at indføre forcensur ved krigsudbruddet,
hvad de ved enhver lejlighed yndede at fremhæve. De indførte
i stedet en meget grundig eftercensur. Allerede samme dag blev korrespondenternes
artikler gennemlæst af lektorer, og faldt noget ikke i god
jord, blev der slået ned prompte. Udvisning af journalister blev ofte ledsaget
af drakoniske trusler: Neue Züricher Zeitungs korrespondent blev således
udvist i foråret 1941 med meddelelse om, at hans journalistik satte
hans lands eksistens på spil!
Da det gik op for tyskerne, at en del korrespondenter ikke betragtede
det som nogen stor katastrofe at blive udvist, blev der i stedet truet med
spionageparagraffer, og i Tyskland var det muligt for udlændinge at blive
straffet for landsforræderi mod Tyskland. Spionage var jo ikke kun militær
spionage, men også politisk eller økonomisk – og hvilken avisartikel
kunne ikke stemples som spionage, hvis man virkelig ville? 168
Flere af Kronikas kolleger oplevede at blive arresteret og udvist – heriblandt
medhjælperen Vagn Skytte-Rasmussen, der den 13. maj 1942 blev
arresteret i otte dage og derefter udvist på grund af nogle artikler til Nya
Dagligt Allahanda om den mulige anvendelse af nervegas på tysk side i
krigen på østfronten. Det var vist navnlig bladets opsætning af hans meddelelser,
der var faldet for brystet. Han vendte dog tilbage til Berlin igen i
sommeren 1943. 169
Den 10. april 1940 blev Kronika opsøgt af en medarbejder i Propagandaministeriet,
der udtalte, at det var godt, at invasionen i Danmark dagen
før var forløbet som den gjorde: “Hvis det var kommet til alvorlige kampe,
ville vi have været nødsaget til at skride til handling over for nogle
af de danske her i Berlin, der har fortalt for meget forud for den 9. april
...”. 170 Kronika oplevede også flere gange at blive forhørt af Gestapo, men
klarede hver gang frisag. Den 29. maj 1940 blev han som tidligere nævnt
hentet til det berygtede Reichs-Sicherheits-Haupt-Amt (RSHA) i Prinz Albrecht-Straße
i Berlin, mistænkt for spionage til fordel for Danmark. 171 Under
hans fravær ringede Nationaltidende til Kronikas lejlighed, hvor man
fik forbindelse til en tysktalende herre. Da man spurgte efter Kronika,
blev der svaret: “Der Mann kommt nicht wieder!” – Bladet spurgte tilbage:
“Hvad er det, De siger?”, hvorpå svaret lød: “Der Mann kommt nie
wieder ...”. 172 Men takket være sine kontakter slap Kronikas med skrækken.
At Kronika var klar over, at han skulle være på vagt, vidner følgende
passus i et brev til redaktør A.P. Hansen på Nationaltidende den 9. oktober
1941 om: “kedeligt, at det er umuligt at bruge telefonen til blot de aller-
898