hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

at Larsen tiltroede Schrøder hvad som helst. Bladene udenfor Flensborg
kommenterede ikke erklæringen ud over en udtalelse om, at grunden
til, at de af Kronika gengivne bemærkninger om “irredentaen” ikke var
blevet omtalt i den tyske presse, var den, at “det måtte dreje sig om en
oversættelsesfejl, eller en forkert udlægning af en misforstået udtalelse”. I
Flensburger Nachrichten kommenteredes erklæringen derimod “temmeligt
vidtløftigt og med betydelige digressioner ind på helt andre områder”.
Efter den tyske berigtigelse var der “intet tilbage af en særlig anerkendelse
af grænsen af 1920, således som man ikke blot kunne læse det ud
af Kronikas 9 punkter, men også forkyndte jublende i Danmark som en
sejr”, fremhævede Larsen. I Flensburger Nachrichten blev det endvidere
“temmelig påfaldende” fremhævet, at Slesvig i 1918-1920 var udsat for en
svær belastningsprøve, “så meget mere som Danmark havde indtaget en
neutral holdning under verdenskrigen og som den eneste ikke-kombattant
kunne notere en landudvidelse, hvor der endnu stadig ikke er blevet
ro, som den sidste proces mod tyske nordslesvigere viser”.
Efter nye udfald mod Ligaen D.D.D., der, “hvad enten den har nogen
betydning eller ikke, dog viser, at der endnu i Danmark er kræfter, som
fører en uforsvarlig og derfor ikke helt ubetænkelig udenrigspolitik”,
fremhævedes i artiklen nødvendigheden af at gennemføre et intensivt
tysk oplysningsarbejde indtil Ejderen, “thi kun ved dettes konsekvente
indsats og resultat vil en forstyrrelse af det tysk-danske forhold kunne
formindskes og forhindres. Desuden lettes kun på denne måde opgaven
for den tyske folkegruppe i Nordslesvig i den ulige kamp mod dansk nationalitet,
dansk jordpolitik og til syvende og sidst mod den danske stat,
således som Stollig-processen har vist”.
Ifølge Ernst Schrøder forstyrrede det danske arbejde i Sydslesvig det gode
tysk-danske forhold, og det måtte derfor modarbejdes. Derved styrkedes det tyske
mindretals arbejde i Nordslesvig. Det var da ærlig snak: For det var
netop det, den slesvig-holstenske strategi gik ud på.
Ernst Schrøder antydede også, at der måtte være “en særlig grund” til
at aftrykke Politikens artikel den 9. december 1937. Men artiklen havde nu
intet forandret m.h.t. det tyske blads opfattelse af dommen i Aabenraa:
“Overfor Politiken tør vi genkalde i erindringen, at Eskildsens bog er udkommet
med støtte af alle mulige danske grænseforeninger og institutioner,
og selv om man på tysk side ikke tager den overordentligt tragisk,
må den dog ud fra et udenrigspolitisk synspunkt og under hensyn til
de tysk-danske forhold føles som en affront imod os. Vi har endnu ikke
hørt en eneste dansk myndighed, der har taget afstand fra dette skrift,
tværtimod forsøger man at indføre den flere steder i Danmark som skolebog”.
Ernst Schrøders artikel sluttede med en udtalelse om, at også det
tyske blad ønskede, at “episoder af underordnet betydning” ikke måtte
forstyrre det tysk-danske forhold; derfor besvarede han Politikens artikel
positivt og “håber, at der ved den sidste åbenhjertige drøftelse er indledt
en fremme af det tysk-danske forhold i fremtiden”. 204
Ernst Schrøder antydede, at han anså Politikens artikel for at være
inspireret af en officiel dansk myndighed – hvad den jo også var. Han
692