hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

for selvfølgelige indretninger i et oplyst land”. Men han forstod ikke, “at
den politiske tilbageholdenhed udadtil, som tidligere har været sædvane
i Danmark, – og hvis ønskelighed overfor Tyskland gennem åringer er
fremhævet netop af de blade, som nu bruger de skarpeste ord, ikke følges
fremdeles”. Dette led i argumentationskæden knyttede helt an til holdningen
i det danske udenrigsministerium, således som det var blevet
prædiket for avisen af både kammerherre, konsul og kontorchef.
For det andet var det parlamentarisk rigtigt, at det største parti, NSDAP,
kom til roret. Dette parti havde ganske vist “en agitationsmåde, som er
fuldkommen fremmed for vor indstilling, men også dansk offentlig mening
må give det lejlighed til at vise, hvad det fører i sit skjold, overfor
det tyske folk og overfor andre folkeslag. Er det folkelige idealer, ledelsen
besjæles af, som den selv hævder, så må den handle anderledes, end en
del af grænsetyskheden synes at håbe på”.
Under alle omstændigheder kunne det for det tredje ikke anses for givet,
“at de hovne og truende tyske røster herhjemme [i Slesvig, forf.] får ret,
og det er ikke værd at lette dem arbejdet ved udtalelser, som de selvfølgelig udnytter
bedst muligt” [fremhævet af forf.]. Det lød som et ekko af Alexander
Bogs’ advarsler til Kronika: Hvis ikke dansk presse tog sig i agt, så kunne
det føre til, at det nye regimes venlige syn på Norden, Danmark og grænsespørgsmålet
blev væltet over ende. Det kunne altså blive særdeles farligt,
for det ville slesvig-holstenerne og det tyske mindretal vide at udnytte
til at lægge yderligere pres på den dansk-tyske grænse. Dansk presse
burde følgelig vente og se, hvordan situationen udviklede sig i Tyskland,
og i mellemtiden måtte den – af hensyn til det gode naboforhold og ikke
mindst af hensyn til grænsen – undlade at kritisere den nye regering i alt
for skingre toner.
Det, der gjorde både Flensborg Avis og det danske udenrigsministerium
bekymret, var, at navnlig Politiken og Social-Demokraten var stærkt kritiske.
Det var “meget uheldigt”, at danske blade, i særdeleshed dem, “der står
regeringen nær”, hyppigt blev udsat for påtale og tilrettevisning af den tyske
grænsepresse på grund af hånlig eller nedsættende omtale af den tyske
rigsregering og dens ledende mænd, skrev konsul Lauritz Larsen til
Udenrigsministeriet 25. februar 1933. Dette fremkaldte en bitterhed, ikke
kun imod de pågældende blade, men mod hele det danske folk. Landdagsmand
for NSDAP, pastor J.L. Peperkorn, havde på et møde i Flensborg den
24. februar 1933 udtalt, at “en fortsat ridderlig kampmåde fra tysk side”
var umulig, når mænd som H.P. Hanssen og blade som Hejmdal, Flensborg
Avis, Politiken og andre på det hadefuldeste vanærede Tyskland og dets førere.
Peperkorn, der få uger senere skulle give prøver på, hvad han selv
anså for at være ridderlig kampmåde, opfordrede den tyske regering til at
skride ind, blandt andet ved at forbyde personer adgang til Tyskland.
Larsen tilføjede, at Peperkorns beskyldninger m.h.t. Flensborg Avis ikke
var rigtige, “idet dette blad netop gentagne gange har advaret danske
blade mod at bringe nedsættende udtalelser om den tyske regering og
selv har afholdt sig fuldstændig derfra”. 76 Heri ligger ganske vist en aner-
219