hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

og det blev heftigt diskuteret, om – og i givet fald hvordan – de nordiske
sprog kunne tilnærmes hinanden (“nordisk målstræv”), så den gensidige
forståelse kunne fremmes og det nordiske fællesskab på længere sigt blive
tættere.
Denne nynordisme eller nyskandinavisme adskilte sig ikke blot fra den
traditionelle, romantiske studenterskandinavisme fra forrige århundrede,
hvad der kunne være væsentligt nok. Den definerede også sig selv som
stående direkte i modsætning til den tyske-nordiske, nationalsocialistiske
Nordische Bewegung. I en polemik med den danske nationalsocialist, Ejnar
Vaaben, beskrev C.P.O. Christiansen forskellene i en kronik-serie i 1934:
Den moderne, tysk-nordiske bevægelse med sin “voldsomme forherligelse
af urnordisk fortid, af blod og race og af kommende storhed” var på
mange måder som en “uhyggelig genganger” af den gamle, romantiske
skandinavisme. Den traditionelle skandinavisme havde beklaget delingen
af Norden i flere stater, glædet sig over den glorværdige fælles fortid og
håbet på, at der i kraft af denne fortid kunne opstå et nyt, åndeligt, statsligt
fællesskab mellem de nordiske folk. Men dette afviste C.P.O. Christiansens
nynordiske bevægelse: Medens de romantiske skandinavister og
den moderne tysk-nordiske bevægelse havde en idealistisk opfattelse af
Urnorden og den nordiske oldtid og betonede det herlige, der var over livet
dengang, og det fællesskab, der da rådede i Norden, så havde den
nynordiske bevægelse …
“...en yderst realistisk opfattelse af hine tider, og vi går stille med dørene, når der
tales om vore urfædre. Vi forstår, at denne nordiske herlighed var af yderst primitiv
art, så hårdhjertet, så usocial, så brutal, vild i sine følelsers vælde, så fremmedartet
i sin kampglæde, og så blind og uselvstændig i sin troskab og i sin slægtsfølelse,
at vi vel kan undres og betages af dens vælde som af næsten intet andet,
men hånden på hjertet! En Brynhild og en Gudrun, en Sigurd, en Helge er os nutidsmennesker
mere fremmed end den russiske kommunist, for hvem det sociale
fællesskab er ét og alt og den katolske præst, for hvem de helliges fællesskab er
livets egentlige grundlag”.
Moderne nordiske mennesker havde nok brug for de oldnordiske skikkelser
som råstof; men den historiske udvikling havde forædlet nordisk
ånd. Denne forædling betragtede den nynordiske bevægelse – i modsætning
til nationalsocialister og romantiske skandinavister – som positiv.
Den gamle, nordiske sjælskraft havde gennemgået en “omformningsproces
under indflydelse af mægtige ånder og kulturkræfter syd- og vestfra,
af den såkaldte ‘asiatiske’ kristendom, af den romerske selvtugt og statsklogskab,
af den lutherske reformation, den engelske frihedsånd og den
franske lighedsånd”. 54 Dette var positivt. Historien var en levende sammenhæng,
hvor intet led kunne eller skulle brydes fra eller fornægtes.
“Danmark og dansk kultur er ikke skabt af den nordiske race alene, men
af den nordiske race i en rig og værdifuld brydning, vekselvirkning og
krydsning med andre ligeberettigede racer”. Det havde aldrig været og
kunne aldrig blive, således som nationalsocialisten Ejnar Vaaben havde
plæderet for …
137