hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

i Flensborg et udgangspunkt for et dansk arbejde i Sydslesvig. Det var
med udgangspunkt i Flensborg, at det kommende arbejde skulle gøres,
for at vække sydslesvigerne til danskhed og genrejse danskerne til den
nationale opgave at tage imod dem, når tiden var inde. 98
2.5. reaktion på nederlaget – dansk samling
Afgørelsen var truffet og grænsen draget, og selv ikke ministeriet Zahles
fald i påsken 1920 kunne ændre på det. Nordslesvigs traktatlige ret måtte
nu anses for opfyldt – ganske vist med betydelig forsinkelse. Derfor måtte
Ernst Christiansen anlægge en anden strategi end Jens Jessen. Man kunne
heller ikke basere sit ønske alene på Danmarks historiske ret til hele Slesvig,
uanset befolkningens øjeblikkelige nationale sindelag, således som
flere af de mere fundamentalistisk indstillede i Dannevirke-bevægelsen
lagde op til. Situationen var nu en ganske anden, og sammenholdt med
erkendelsen af, at strategien fra afstemningskampen i 1920 havde slået
fejl, måtte den ifølge Ernst Christiansen følgelig ændres. Uden et aktivt udtrykt
ønske fra sydslesvigerne selv gik det ikke: Folkelivets selvhævdelse satte
i det lange løb den ydre grænse for, hvad der kunne kræves, og dette var,
skrev Ernst Christiansen til Thorkild Gravlund, Dannevirkebevægelsens
chef-ideolog, den 6. februar 1925 “efter min mening simpelt hen ... den
eneste lovlige og efter 1920 mulige måde for os at hævde genforeningshåbet
på”. Følgelig måtte sydslesvigernes slumrende danskhed vækkes, og
først når denne var vakt, kunne man kræve også Sydslesvigs genforening
med Danmark gennemført. Man kunne heller ikke bare bringe Danmarks
afvisning i 1920 ud af verden. Stillingen var ikke mere den samme som
efter 1864. Ernst Christiansen troede ganske vist lige som Gravlund på –
med dennes ord: “arveretten til jord og race” –, men han troede også, “at
hvis ikke denne arveret er blændværk, så vil den før eller senere bryde
igennem i folkeliv og folkevilje – arven må jo netop være slumrende vilje.
Men så meget er i hvert fald givet, at kan vi ikke uden indre kævl tage os
sammen – alle dem, der vil, både nord og syd for grænsen, så bliver der
ikke nogen god tid for vor sag foreløbig”. 99 Der var altså behov for national
oplysning i Sydslesvig og national samling i Danmark, og i brevet blev
Gravlund da også skarpt irettesat for at forårsage splittelse i den danske
front.
Afstemningskampen havde vist, at det var muligt at vække den slumrende
danskhed i Mellemslesvig. Der var jordbund for dansk vækst. Det
gjaldt derfor blot om at tage fat. Det endelige mål for Ernst Christiansen
var fortsat at genvinde i hvert fald Mellemslesvig. Men nu kunne han ikke
længere som før 1914 basere sit arbejde på det rygstød, som det solide
danske flertal i Nordslesvig gav, eller på en lovet fremtidig afstemning
– afstemningen havde tværtimod netop fundet sted med et nedslående
resultat. Ernst Christiansen måtte derfor indstille sit arbejde på betydeligt
længere sigt.
Han tog fat på at organisere både mindretallet i Den slesvigske Forening
100 og den danske befolkning i Danmark i Grænseforeningen. 101 Ernst
65