hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

hyggelige organisation for. Alt er nøje forberedt indtil de mindste enkeltheder.
Den nationalsocialistiske partiledelse og de lokale distriktsledelser
vil ikke tåle, at der øves overgreb”. Det var, skrev Tage Jessen, “med
andre ord en organiseret nødværgeforanstaltning, der til en vis grad kan
minde om kinesernes boykotning af japanske varer. Og den i Tyskland
organiserede boykotning vil holde op fra og med det øjeblik, da de fra
visse jødiske hold i udlandet udspredte tåbelige rygter og – hvad der er
vigtigere – opfordringer til økonomisk krig mod Tyskland forstummer”.
Flensborg Avis accepterede, lige som de øvrige tyske aviser og en stor
del af den udenlandske presse, uden videre regimets metoder som kendsgerninger,
hvis virkninger man måtte forsøge at afbøde ved at appellere
til fornuften hos begge parter. Sammenligningen med Kina var bemærkelsesværdig,
for Tyskland kunne kun ifølge en temmelig forskruet nationalsocialistisk
optik anses for at være “besat” af jøder på samme måde
som dele af Kina var besat af Japan.
Jacob Kronika kunne i Flensborg Avis den 2. april 1933 berette detaljeret
om boykottens forløb i Berlin, og han afsluttede sin korrespondance
om en “ret rolig” dag med at citere den – som han pointerede – “ikkejødiske”
Deutsche Allgemeine Zeitungs lettelse over, at boykot-aktionen nu
var afsluttet. “Man forstår, at tyske kredse håber på den såkaldte ‘Greuel-
Propagandas’ fuldkomne standsning i udlandet, at de håber på, at boykotnings-aktionens
fortsættelse fra og med onsdag i den kommende uge
vil vise sig at være unødvendig”. 70
Også Flensborg oplevede sin jødeboykot. Ifølge Flensborg Avis’ referat
den 2. april 1933 forløb den i ro, men der blev i referatet lagt vægt på, at
en stor menneskemængde havde presset sig igennem SA’ernes blokade af
Wohlwert-forretningen og var kommet ind i forretningen for demonstrativt
at handle. De mennesker var senere sluppet ud af bagindgangen.
De første jødeforfølgelser førte til de første udvandringer. Den jødiske
ejer af det store varehus i Flensborg, Paul Rath, forlod allerede i april 1933
Flensborg – og lod den 30. april 1933 indrykke en stor annonce i Flensborg
Avis med tak for godt samarbejde. Det skal nu næppe ses som en særlig
tak til Flensborg Avis, for en tilsvarende annonce blev også indtrykket i
Flensburger Nachrichten.
Jødeboykotten førte til, at Ernst Christiansen den 2. april 1933 skrev sin
første egentlige leder om det nye regime. Han havde hidtil forholdt sig
meget forsigtigt og afventende, og i denne leder nøjedes han da også
med at udtrykke lettelse over, at boykotten nu var overstået og at den
var forløbet uden de store udskejelser. Ernst Christiansen beklagede, at
der i udlandet var blevet udbredt “Greuel-efterretninger” om tilstandene
i Tyskland og “løgnagtige og opdigtede meldinger om jødeforfølgelser
og jødemishandlinger, som slet ikke har fundet sted”. Netop i en tid som
denne kunne man ikke være saglig og ædruelig nok. “Alle bør, selvfølgelig
også hvad udlandet angår, holde sig strengt til kendsgerningerne”.
Nu havde regimet vist, hvordan den ville håndtere sligt, og der var tegn
på, at rædselsberetningerne fra udlandet nu var i aftagende. “Der turde
216