hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

eren! – fast på hans ord. Dette skete ved næsten dagligt at henvise til et
passende Hitler-citat.
Det betød også, at mindretallet til det yderste måtte optræde som loyale
statsborgere. Deraf fulgte, at mindretallet måtte aftjene værnepligten,
da denne blev indført i marts 1935. Det stod overhovedet ikke til diskussion.
M.h.t. arbejdstjenesten var det imidlertid en anden sag.
Man troede længe, at de nationale mindretal ville blive fritaget for arbejdstjenesten.
Denne gik jo netop ud på at opdrage Tysklands unge til
tyskhed og nationalsocialisme. Da det blev klart, at arbejdstjenesten var
at betragte som forskole for værnepligten og dermed ikke ville kunne
undgås, måtte man i stedet forsøge at få særlige arbejdstjenestelejre for
de nationale mindretal, så de kunne blive fysisk dygtiggjorte på samme
måde som de tyske unge, men uden den nationale og politiske indoktrinering.
Men heller ikke det lykkedes. Den 1. oktober 1935 måtte de første
unge melde sig, og midt i oktober 1935 stod det klart, at der ikke ville
blive undtagelser for det danske mindretals unge.
Ernst Christiansen havde flere gange henvist til, at hans egen generation
havde gået i tysk skole, hvor de dagligt var blevet ydmyget for deres
danske sindelags skyld, og at de havde aftjent tre års værnepligt, uden af
den grund at vakle i deres danskhed. Så måtte nutidens unge også kunne
klare et halvt års arbejdstjeneste. Men det var med beklagelse, at man tog
imod meddelelsen. Det ville end ikke blive tilladt for de unge at modtage
og læse Flensborg Avis under opholdet i arbejdslejrene. 13 [se s. 367]
Ernst Christiansen prøvede at påkalde sig gensidighedsprincippet. Det
skete ikke mindst, fordi Nordschleswigsche Zeitung aldrig blev træt af at
fremhæve, hvor helt enestående frit de danske sydslesvigere havde det
i forhold til de tyske nordslesvigere, der måtte trælle under det danske
åg. Men det tyske mindretal glemte, at “det nye Tysklands særkende netop
er ensretning af hele befolkningen. Det vil ikke lade sig nøje med visse
grundlæggende pligter, det vil med hensyn til den tyske befolkning have
tag i den på legeme og sjæl, fra vugge til grav”. Når dette gjaldt for alle
statsborgere, så betød det, at enhver folkelig mindretalsfrihed var afskaffet.
Men Ernst Christiansen satte fortsat sin lid til Hitler, der fra første
færd udtrykkeligt havde understreget, at dette ikke var meningen. Følgelig
måtte det være klart, at “en tysk nationalsocialistisk ensretning af
de folkelige mindretals statsborgere skal være udelukket, og at der må
findes en grænse for ensretningen”.
Vanskeligheden lå i “selve ensretningens begreb”. Det lå i, at “statsapparatet
og partiapparatet i Tyskland arbejder jævnsides og i uløselig forbindelse
med hinanden”. Værnepligten var mindretallet selvfølgelig gået
med til, og “hvis arbejdstjenesten simpelthen havde været et led i denne,
ville det samme have været tilfældet med den”. Men i arbejdstjenesten,
der gjaldt for både drenge og piger, lå hovedvægten på den nationalsocialistiske
opdragelse – “som vi efter andre nationalsocialistiske udtalelser
skulle være fri for”. Hvad ville det tyske mindretal mon sige, hvis
man i Danmark indførte en særlig dansk-national opdragelse? “Det dan-
413