hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

har lagt skjul på, at han nødig så en gentagelse, hvis det kunne undgås.
Ernst Christiansens tanker om, hvordan han kunne give Karl Alnor
igen, gik i andre baner end et offentligt angreb på ham i Flensborg Avis.
I foråret 1937 arbejdede han på at få Claus Eskildsens Dansk Grænselære
oversat til tysk og distribueret syd for grænsen. Eskildsen havde som
nævnt undersøgt Slesvig med udgangspunkt i nationalsocialisternes Blutund-Boden-tankegang,
og havde konkluderet, at hele Slesvig ned til Dannevirke
ud fra de nævnte teorier var dansk folkegrund – i modsætning til,
hvad tyskerne til stadighed hævdede. Dansk Grænselære havde vakt ganske
overordentlig stærk forbitrelse i den slesvig-holstenske lejr, hvor man
– dog uden at gå ind på detaljer i Eskildsens argumentation – havde reageret
med skældsord og forsøg på latterliggørelse.
Kronika var fyr og flamme over planerne. Til Knud Dahl, der var Grænseforeningens
kontaktmand i denne sag, skrev han den 19. marts 1937: “Det
er storartet, at Grænselæren nu udkommer på tysk. Til lykke! Den har allerede
virket kolossalt. Givet er det, at den vil få stærk modvind. Men det
skader ikke. (...) Intet står så klart for mig som dette: Ingen tysk forlægger
og boghandler vil vove at lægge navn til grænselæren. Han ville blive udsat
for det allerværste – netop, fordi grænselæren er så virksomt et åndsvåben!
Altså, vi må se at klare os uden tysk hjælp. Her må de enkelte danske
slesvigere optræde som missionærer over for deres germaniserede folkefæller.
(...) Jeg glæder mig selv til at kunne åbne trommeilden!” 2
Det blev der nu ikke noget af. Da konsul Lauritz Larsen fik nys om
Ernst Christiansens planer, blev denne kaldt til en samtale på konsulatet
den 14. maj 1937. Larsen erklærede, at hverken han selv eller det danske
udenrigsministerium billigede den idé. Men Ernst Christiansen stillede
sig fuldstændigt uforstående over for de officielle betænkeligheder.
Ifølge Larsens indberetning om mødet – der dog aldrig blev afsendt til
København – og Ernst Christiansens egne optegnelser, udviklede diskussionen
sig til et regelret skænderi. “Da svarene fik en skarpere og skarpere
karakter sagde jeg, om vi ikke hellere skulle gå over til andre emner,
da samtalen ellers let kunne føre til harmfulde udtalelser”, hedder det i
konsulens notat. Men diskussionen fortsatte – med netop dette resultat:
Ernst Christiansen erklærede, at Danmark vist helst så danskheden i Sydslesvig
død, hvortil konsul Larsen indvendte, at den danske stat jo hvert
eneste år gav hundrede tusindvis af kroner til danskheden. Dette var –
erklærede Ernst Christiansen ifølge Larsens optegnelser – jo for intet at
regne i forhold til, hvad danskerne hvert år gav ud til opfyldelse af deres
“kødelige krav” (!). Ifølge Ernst Christiansens egne optegnelser skal han
dog her have sagt: “alle mulige mindre vigtige formål”.
Hvad han end har sagt, var det for stift for konsulen, der erklærede, at
han ikke kunne tåle sådan tale på sit kontor og bad Christiansen om at gå.
I døren sagde Larsen – ifølge egne optegnelser – til Ernst Christiansen, at
han blev nødt til at indberette det passerede til Udenrigsministeriet, hvortil
Ernst Christiansen svarede: “De må gerne desavouere mig!” 3
Dette sidste skete nu ikke, og Larsen undlod også at indsende sin
indberetning. Men det passerede havde alligevel gjort indtryk på Ernst
570