hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det overdimensionale i hele tilkendegivelsen “virkede berusende på tilskuermasserne”,
skrev Kronika. Det var påfaldende, så meget der i Nürnberg
taltes om Gud, religion og tro:
“I går gav Rosenberg paven et langt svar og forsvarede racelæren over for kristendommen.
Han var inde på det emne, der er centrum i Kaj Munks nye drama om
Tyskland [Han sidder ved smeltediglen, forf.], nemlig menneskers billede af Kristus.
Og Hitler talte i går aftes ved kulturmødet om religion og kultur.
(...)
Den religiøse diskussion i og om det nationalsocialistiske Tyskland vil sikkert
gå videre, ja, den vil utvivlsomt tage til i de kommende år, thi det lader sig jo slet
ikke overse, at national socialismen er mere end politik, at den netop er religion.
Derfor vil atter og atter Kristus-spørgsmålet blive rejst med magt både inden for
Tyskland og uden for Tyskland, og dette er ingen skade til, hverken for Tyskland
eller for andre nationer”.
Kronika påpegede også i mindre notitser fra det kirkelige liv i Tyskland,
at det, der prædikedes dér, var mere nationalsocialisme end kristendom. 104
Blot fem år tidligere havde Flensborg Avis peget på udviklingen i Tyskland
som efter lignelsesværdig også i Danmark. I september 1938 var der
intet tilbage af den slags. Det var helt andre idealer, som passede sig for
danskerne: I en UNG-leder den 8. september 1938 hedder det, at i Nürnberg
følte tyskeren i ensretningen fællesskabet. “På tænkende danske” virkede
Nürnberg modsat. Danskeren trak sig nemlig ...
“... tilbage i sig selv, hver ene med sig selv. Vi har vor egen stolthed. Vi bygger
naturligt nok ikke på styrken gennem massen, men på styrken gennem éneren, og
ikke én eneste ener i folket [som i Tyskland Hitler, forf.], men hvert eneste selvstændigt
Jeg, dybere tænkende Jeg, hans ydmyghed, hans tro, hans ansvarsfølelse,
hans offermod, dygtighed og vilje. (...)
Vi ved, at vi hver for sig har fuldt op af brøst og skrøbelighed, og det samme
må da gælde enernes sum. Men vi tror på, at den stadige fornyelse må fremgå af
netop denne erkendelse, som vanskeligt kan fås i de store forsamlinger, men snarere
i lønkammeret”.
Denne fornyelse var foregået i Danmark gennem 1.000 år, og også i nutidens
Danmark fandtes som i et rustkammer sjælelige og legemlige egenskaber,
hvoraf der kunne smedes en fremtid; ...
“... en fremtid uden farlig spænding for menneskeslægten, men en fremtid med
tjenersind til at bygge på menneskeslægtens lykke. (...) Eneren som selvstændigt
Jeg med en egen sjæl og egne længsler, en frivillig arbejder i sit folk, folket en frivillig
arbejder i menneskeslægten, alt levende i Skaberens hånd – det er vor forestilling
fra de unge år, vort ideal, som kan forslå til et helt liv og som netop rejser
sig stærkt og ungt og sundt midt i alt det forvirrende og jættestore og skæbnesvangre,
der foregår i vore dage. Vore unge skal vide, at en stolt og ydmyg dansk
tro ikke kan rokkes af noget i verden og kun vokser i modgang og ængstelse, og
at den sejrer netop gennem dette, at hver gang den synes slået til jorden, rejser
756