hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“... derved ville avisen i høj grad miste sin vægt og indflydelse navnlig i henhold
til arbejdet for større forståelse mellem nabofolkene i de kredse i Danmark og de
nordiske lande, som i de forløbne år har vist en stadigt stigende anerkendelse
for avisens linje, og hvor man samtidig direkte eller indirekte har erkendt, at Det
tredje Riges instanser har haft tilstrækkeligt vidsyn og har vist sig tilstrækkeligt
ubureaukratiske til at muliggøre, at det danske grænseblad kunne arbejde på sin
egen måde. Man ville i ophævelsen af avisens nuværende undtagelsesstilling se
en desavouering af netop de kræfter, der arbejder positivt for at afgifte atmosfæren
ved den tyske nordgrænse, og man ville forstå dette så meget mindre, fordi
der over for det tyske mindretals avis i Danmark, som i modsætning til vor avis
ikke er underkastet nogen form for begrænsning, ikke er blevet lagt nogen som
helst hindringer i vejen, således at den uforstyrret [“unbehelligt”] kan arbejde på
den måde, som den selv ønsker”.
Ansøgningen blev afsluttet med at Ernst Christiansen udtrykte tillid til, at
præsidenten for Reichspressekammer sagligt ville overveje de anførte grunde
og i henhold hertil forlænge dispensationen til gavn for det arbejde,
“som svarer helt til den linje, som den tyske Fører gentagne gange har
bekendtgjort i de forløbne år”.
Også det danske mindretals “folkeråd” sendte samme dag en lignende
bøn til præsidenten for Reichspressekammer, idet man henviste til, at Dr.
Springorum fra Volksdeutsche Mittelstelle (VoMi), en SS-organisation med
stigende indflydelse på mindretalspolitikken, under forhandlinger på
Flensborg rådhus den 8. november 1938 “i rigsregeringens navn” havde
udtrykt anerkendelse for avisens holdning. 103
Det var altså alle argumenter og alle gode kræfter, der blev mobiliseret
for sagen. Også Kronika gik naturligvis forud for afsendelse af ansøgningen
i aktion for at trykke på de rigtige knapper. Han fik selve Rigsregeringens
Presseafdeling – altså den instans, der havde kompetence over både
indenrigspressen under Propagandaministeriet og udenrigspressen under
Auswärtiges Amt og som på dette tidspunkt blev ledet af Dr. Otto Dietrich
– til at påtage sig at formidle ansøgningen, og ministerialråd Werner Stephan
meddelte på Propagandaministeriets vegne Reichspressekammer, at
ministeriet var interesseret i en positiv afgørelse. “Afslag skulle efter det
foreliggende være en umulighed”, skrev Kronika den 27. januar 1939 til
Ernst Christiansen, og dispensationen [“Sondergenehmigung”] til Flensborg
Avis blev da også den 10. marts 1939 uden videre forlænget til den 1.
april 1942 – med ansøgningsfrist inden 1. februar 1942, “såfremt en yderligere
forlængelse måtte være nødvendig”.
Kronika var velfornøjet: “Gang på gang viser det sig – jeg har erfaret
det under hele mit ophold i Berlin –, at de personlige forbindelser er det
største aktiv, som tænkes kan. Stillingen som Nationaltidendes korrespondent
har været mig en uhyre hjælp”. 104 Den 21. januar 1942 søgte Flensborg
Avis om forlængelse af dispensationen – “indtil krigens afslutning”,
eftersom det på grund af omstændighederne ville være overordentligt
vanskeligt at få sammenkaldt aktionærer til at gennemføre ændringen.
Den 28. marts 1942 – 3 dage før dispensationen udløb – blev den atter
346