hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vejelserne, men det har naturligvis været vigtigt for det danske udenrigsministerium,
at den udenlandske presse ikke gav et forvrænget billede af
Danmarks intentioner eller af afstemningens forløb. Det var regeringens
opfattelse, at afstemningerne og det forventelige forløb af den kommende
grænse ville være en retfærdig og storsindet afgørelse på det slesvigske
problem, og denne opfattelse så man gerne afspejlet i den udenlandske
presses dækning af begivenhederne. 12
Der er måske grund til her at understrege, at retledning af den udenlandske
presse udgjorde langt den største og vigtigste del af pressebureauets
opgave. Et lille land med et begrænset sprogområde måtte selv udføre
et målbevidst arbejde for at udbrede kendskab til sine forhold. På grund
af det begrænsede kendskab til dansk opstod der i udlandet let misforståelser
eller forkerte opfattelser af danske forhold, og det var da pressebureauets
opgave at stille de korrekte oplysninger til rådighed for pressen. 13
Det var tanken, at kontoret i Sønderjylland skulle ledes af Marinus L.
Yde, hvilket siger noget om den vægt, man tillagde det. 14 På grund af en
indiskretion fra Dybbøl Postens redaktør Andreas Grau, der havde været
taget med på råd og som havde været positiv over for idéen, slap historien
dog ud, og Udenrigsministeriet så sig nødsaget til at dementere: Den
danske regering kunne naturligvis ikke indrette noget som helst officielt
kontor i Slesvig, så længe landsdelen stadig var tysk, bedyrede man. 15
Den konservative danske presse var stærkt forbitret over forslaget.
Vort Land og Hovedstaden mente således, at pressebureauet ville have til
formål at “kneble sønderjyderne og påtrykke efterretninger af partipolitisk
præg”. Sådan kunne man jo også se på det, navnlig hvis man var
tilhænger af en sydligere grænse. Franz von Jessen forfulgte i Nationaltidende
sagen med stor forbitrelse i ugevis og slog navnlig på, at kontoret i
givet fald ville stride imod fredstraktaten. Da nu sagen havde vakt så stor
“presseståhej”, opgav Udenrigsministeriet at oprette kontoret – hvad forresten
Flensborg Avis den 15. april 1919 beklagede. 16
Men Udenrigsministeriet fulgte meget opmærksomt den tyske presses
behandling af afstemningerne i Slesvig, og den flittige presseattaché i Berlin,
Lauritz Larsen, sendte udklip fra tyske aviser hjem i bunkevis. 17
4.2. den sydslesvigske danske presse som dansk udenrigspolitisk problem
indtil 1930
Efter Genforeningen voldte de indenlandske danske aviser ikke længere
de helt store hovedbrud i Udenrigsministeriet. Men det gjorde de danske
aviser i Sydslesvig. Navnlig de tysksprogede danske avisers stærke
fremgang og formentlige nationale mission med henblik på at opnå en
grænse flytning mod syd blev i 1923 en belastning for det dansk­tyske forhold.
Men det var et åbent spørgsmål, hvad den danske regering og det
bevilgende danske folketing skulle gøre ved sagen. Et forsigtigt forslag
fra kontorchef i Udenrigsministeriets Pressebureau, A.J. Poulsen, i maj
1923, om at tage kontakt til redaktørerne syd for grænsen med henblik
på at mane dem til forsigtighed, blev skarpt afvist af gesandten i Berlin,
93