hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

med en sådan forholdsregel. Umiddelbart efter magtovertagelsen i 1933
havde man ganske vist frygtet for mindretallets og navnlig for mindretalspressens
fremtid, men da der ikke var sket noget dengang, havde man
i førende danske kredse været af den mening, at magthaverne fortsat
stiltiende ville tolerere Der Schleswiger. Forbudet var blevet ivrigt diskuteret
inden for mindretallet, og Gestapo-medarbejderen mente at kunne
konstatere, at man i mindretallet havde været enige om, at man ikke ville
kunne forvente nogen støtte hos den danske regering m.h.t. en ophævelse
af forbudet. Det var blevet sagt, at den danske regering alene af hensyn til
de tysk-danske handelsforbindelser ikke kunne gøre noget. Dertil kom,
at der også i Danmark fandtes talrige personligheder, der intet havde til
overs for det tyskskrevne blad. Man mente i disse kredse, at de sydslesvigske
danskere nu tyve år efter afstemningen måtte kunne læse og forstå
dansk, hedder det i Gestapo-indberetningen. 35
Den danske udenrigstjeneste nøjedes da også i første omgang med at
konstatere forbudet, som man fik kendskab til samtidig fra Kronika i Berlin
og Ernst Christiansen i Flensborg – og med at fastslå, at Der Schleswiger
“ikke kan siges at være stærkt agitatorisk, ej heller tyskfjendtligt”. 36
Men man havde i udenrigstjenesten egentlig ikke tænkt sig at gøre noget
videre ved sagen. Det meddelte man i hvert fald redaktør Helge Bangsted
fra BT, der på foranledning af Reuters telegrambureau i London,
som han også korresponderede for, forespurgte, hvad man på dansk side
havde gjort eller agtede at gøre i anledning af forbudet mod Der Schleswiger.
Kontorchef A.J. Poulsen i Udenrigsministeriets Pressebureau lod
forespørge i Udenrigsministeriet, og svarede derefter, at man fra dansk
side betragtede sagen som “et indre tysk anliggende, som den danske
regering som sådan ikke kan blande sig i, da vi jo ikke har nogen mindretalsaftale
med Tyskland”. Sagen var i øvrigt kun Udenrigsministeriet
bekendt gennem dagspressen, erklærede A.J. Poulsen, der henstillede til
BT, at sagen ikke blev slået for stærkt op i en eventuel meddelelse til det
internationale telegrambureau Reuter. 37 Det var helt tydeligt, at det danske
udenrigsministeriums rygmarvsreaktion var at holde lav profil i dette
spørgsmål og om muligt få den danske – og altså helst også den engelske
– presse til at gøre det samme. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.
12.7. Den danske presse reagerer
Resultatet af Ernst Christiansens skriftlige og telefoniske anstrengelser
udeblev nemlig ikke: I dagene efter havde praktisk taget samtlige danske
aviser taget sagen op til fyldig behandling:
Berlingske Tidende bragte den 22. august 1937 – ud over meddelelsen –
også et interview med Ernst Christiansen, der udtalte, at han betragtede
forbudet som “et svar på mit åbne brev til hr. Kracht”. Avisen bragte desuden
fyldige udtog af det “åbne brev”.
Børsen skrev samme dag stort sat op om “Nazis nordiske kærlighed i praksis
– Nazi må gerne selv agitere på dansk; men danskerne i Sydslesvig må
ikke gøre det på tysk. (...) Forholdet er jo det, at det danske mindretals-
588