hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

endnu den 18. april 1934 var det end ikke lykkedes for ham at få samlet
d’herrer J.P. Nielsen og Stauning til et møde. Situationen begyndte naturligt
nok at slide på Ernst Christiansens nerver, og den 20. april 1934 tiltrådte
han en mindre rekreationsrejse. 49
I sagen om registermarkene blev der i mellemtiden forhandlet ved
Landes finanz amt Nordmark i Kiel og i Reichsbank-Direktorium i Berlin. Under
forhandlingerne i Kiel var det blevet betydet bladet, “at et par anbefalende
ord fra d’herrer Ernst Schrøder og Schmidt-Vodder ville kunne
fremme sagen”. Hvordan det skulle lade sig gøre at opnå dette var ikke
let at se. Og i det danske gesandtskab i Berlin, der var orienteret om
forhandlingerne, slog man også syv kors for sig: “Bladet kan naturligvis
under ingen omstændigheder indlade sig på noget, der blot ligner politiske
koncessioner”, mente den danske gesandt, Herluf Zahle. Men Zahle
havde også funderet over sagen og fået en idé, som han i et brev den 18.
april 1934 meddelte direktøren for det danske udenrigsministerium, H.A.
Bernhoft: “Det er faldet mig ind, at fhv. Landmandsbankdirektør Emil
Hertz måske kunne bruges. Han er vist i besiddelse af en fætterskabsnøgle
til rigsbank præsident [Hjalmar, forf.] Schacht [der var født i Tinglev i
Sønderjylland, forf.], og kontorchef [i Udenrigsministeriets Pressebureau,
forf.] A.J. Poulsen står vist på en sådan fod med Hertz, at de ville kunne
tale sammen om sagen. Dette blot til overvejelse, fordi vi føler vor afmagt
så meget mere, som vi i denne sag endog meget gerne ville hjælpe”. 50 Det
var tydeligt, at gesandtskabet i Berlin nødigt så Flensborg Avis gå konkurs.
Hvorvidt det var klogere at mobilisere en jøde end en hjemmetysker
til fordel for Flensborg Avis er nu nok et åbent spørgsmål. Men idéen blev
grebet af Bernhoft, der kunne bekræfte, at “de to herrer er kødelige fættere
og står i et fortroligt dus-forhold til hinanden”. Kontorchef Poulsen
tog straks en samtale med Emil Hertz, der imidlertid nærede afgørende
betænkelighed ved at fremsætte en direkte anmodning over for rigsbankdirektøren.
Men han var meget villig til i sit eget navn på given foranledning
at fremsætte en forespørgsel om, hvorvidt der i henhold til de
gældende tyske regler var nogen afgørende hindring for, om et eventuelt
andragende af den omhandlede art fra bladet kunne nyde fremme. Hertz
anmodede Udenrigsministeriet om at lade udarbejde et koncept til et sådant
brev, som han så i eget navn kunne sende til fætter Hjalmar.
Dette var en rimelig anmodning, fandt Bernhoft, og han bad den 25.
april 1934 Herluf Zahle om at overveje affattelsen af konceptet, da denne
bedst ville være i stand til at give et sådant brev “den rette tone”. Brevet
burde efter Bernhofts mening understrege, at hovedproblemet var, at
bladet havde sine hovedindtægter i kroner og sine hovedudgifter i mark.
Forespørgslen, der “bør være så tonløs som muligt”, kunne desuden “måske
hentyde til, at bladet med god vilje har bestræbt sig for, under varetagelse
af sine pligter som det danske mindretals eneste organ, at føre en
overfor det nye Tyskland loyal politik, samt til den imødekommende og
forstående holdning, der har præget den nuværende rigsregerings mindretalspolitik”.
387