hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Redaktører var desuden forpligtede til at “udøve deres hverv samvittighedsfuldt
og til i deres færd inden for og uden for deres gerning at vise
sig værdige til den agtelse, som den havde krav på”.
Disse punkter var så tilpas løst formulerede, at de gav Propagandaministeren
den totale magt over pressen, thi selv den allermest forsigtigt
formulerede kritik af regimet kunne meget let fortolkes som “skikket til
at svække det tyske folks fællesvilje”. 17
Ved optagelse på faglisten blev man automatisk medlem af den tyske
presses rigsforbund (Reichsverband der Deutschen Presse – RDP). Lederen
af dette udnævntes af ministeren – det blev som nævnt Otto Dietrich, og
forbundet inddeltes i landsforbund. Flensborg Avis’ journalistiske medarbejdere
blev medlemmer af Landesverband Nordmark.
Der blev oprettet fagdomstole som første instans og en pressedomstol
i Berlin som anden instans, som kunne tage bestemmelse om optagelse
eller slettelse i faglisten og – i den såkaldte “æresret” – dømme i sager om
fagforseelser. I tilfælde af fagforseelse kunne fagdomstolen give den pågældende
en advarsel, ikende ham en ordensstraf på indtil en månedsløn,
eller anordne hans slettelse af faglisten, hvorefter han ikke mere kunne
udøve sit erhverv eller kalde sig redaktør. Propagandaministeren kunne
endvidere helt uafhængigt af retsforfølgelse anordne en slettelse af faglisten,
når han mente det fornødent “af påtrængende grunde vedrørende det offentlige
vel”. Det åbnede en ladeport for vilkårlighed og gav Goebbels et
næsten enevældigt magtmiddel i hænde.
Redaktørloven var en lov, der gjorde redaktører og journalister til afsættelige
statsembedsmænd og forpligtede dem til at bidrage til “folkeoplysning”
– d.v.s. nationalsocialistisk propaganda – og til at udføre deres
arbejde i overensstemmelse med den nationalsocialistiske stats retningslinjer.
Det var et ideal, der var stik modsat den kritiske journalistik, som
journalisterne i den vestlige verden stræbte efter. Men de tyske journalister,
der ikke flygtede ud af landet, – og det var trods alt langt de fleste
– gjorde en dyd af nødvendigheden. Mange kastede sig med energi og
entusiasme ud i arbejdet for det tyske folks “genrejsning” og reagerede
vredt og uforstående, hvis udenlandske journalister udtrykte deres medfølelse.
18
Rent materielt var der heller ikke grund til at ynke de tyske journalister.
De havde tvært imod ofte betydeligt højere indtægter end deres kolleger
i de demokratiske lande – foruden den tilsyneladende betryggede
position, som deres status som funktionærer med pensionsordninger gav
dem. 19 Det blev for så vidt lettere at være journalist. Man behøvede ikke
længere at tænke selv. Goebbels selv var i den forbindelse kynisk nok til i
sin dagbog at skrive, at “enhver person med blot et gran af ære i behold”
burde afholde sig fra at blive journalist. 20
Den 20. juni 1933 indstilledes de hidtidige, såkaldte “rigspressekonferencer”
ud fra den begundelse, at det ikke var i overensstemmelse med
førertanken, at regeringen hver dag overfor pressen skulle stå til ansvar
for sine handlinger. Det omvendte blev i stedet tilfældet. I praksis var det
319