hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Grundherr alene spiller rådgiverens rolle og ikke træffer beslutningerne.
Samtalen med Goebbels fandt sted den 26. oktober 1937. Forinden havde
Ernst Schrøder, Ernst Kracht og Hinrich Lohse en “indgående drøftelse
om materien og om, hvad der skulle forelægges ministeren. Vi skrev
udkastet til den beretning, som senere tilgik pressen, og tog det med ind
til samtalen”. Goebbels modtog sammen med ministerialdirektør Hanke
de tre slesvig-holstenere. Lohse tog først ordet, idet han skildrede, hvordan
den danske presse greb situationen an:
“Vor bøn til ministeren gik ud på, at følgende punkter kunne afgøres positivt:
For det første bad vi om at måtte offentliggøre kommunikéet, der skulle give
udtryk for, at de mænd, der er grænsepolitisk aktive, ikke skal være fredløse
[“vogelfrei”] og udleverede til den danske presses spot og hån; den danske presse
havde skudt langt over målet. Dette punkt gik rigsminister Dr. Goebbels straks
ind på, idet han også mente, at kendsgerningerne skulle meddeles den store tyske
presse. Hele kommunikéets ordlyd blev udbredt i den slesvig-holstenske presse.
For det andet burde det – i betragtning af, hvordan tingene var gået –, forsøges
at opnå, at beslutninger som forbudet mod Der Schleswiger så vidt muligt for
fremtiden foretages i tætteste mulige føling med provinsen. Hr. rigsminister Dr.
Goebbels gik straks ind herpå, og gav anvisning om, at de slesvigske grænsesager
[“Grenzdinge”] for fremtiden skulle forelægges ham personligt”.
Dermed ville Ernst Schrøder også selv rykke helt ind i centrum af begivenhederne
og kunne følge kampagner helt til dørs.
“For det tredje bad vi om, at vi ikke – som det hidtil er sket – i tavshed skal lade
os udsætte for de danske angreb, men derimod i det egentlige grænseområde
måtte svare på en sådan måde, der ganske vist kunne være meget tydelig, men
naturligvis ikke måtte forstyrre det tysk-danske forhold. Undertegnede [Ernst
Schrøder, forf.] henviste til, at en mangeårig erfaring i så henseende frembød garanti
for, at pressedebatten ville foregå under værdige former”.
Ernst Schrøder ville med andre ord blive den ubestridt helt dominerende
skikkelse i den grænsetyske presse.
“For det fjerde berørte undertegnede [Ernst Schrøder, forf.] det punkt, at danskerne
syd for grænsen ved løsningen af Der Schleswiger-spørgsmålet som forventeligt
[“naturgemäss”] havde fået et opsving, hvad der jo også var tydeligt at se af
det første nummer af Der Schleswiger. Derfor måtte de tyske grænseorganisationer
syd for grænsen for at styrke grænselandsmenneskenes holdning udstyres med
flere midler til publicistisk og andet arbejde”.
Ernst Schrøder benyttede sig naturligvis af lejligheden til at skrabe penge
sammen til sit Grenzgürtelarbeit. Midlerne ville dog, bedyrede Ernst
Schrøder, “ikke blive anvendt til at bekæmpe den danske modstander,
men ville blive brugt til positivt arbejde på det tyske menneske”. Også
dette punkt gik Goebbels ind på, og Ernst Schrøder ville straks gå i sving
med pengeansøgninger til sit Grenzgürtelarbeit, meddelte han von Grundherr.
Offentliggørelsen af kommunikéet havde virket som en lettelse [“erleichternd”]
i hele den danske presse, erklærede Ernst Schrøder, bl.a. hav-
658