hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

stærke ønske om at vække alle danske for den nationale sag i Sønderjylland.
Det gjaldt for ham, som flere gange fremhævet, om at samle dansk
ungdom, og selvom han personligt nød den største opbakning i ungkonservative
kredse, 36 så var han ikke bleg for at irettesætte også Konservativ
Ungdom (KU), når han fandt det nødvendigt. De unge burde nemlig efter
Ernst Christiansen mening kalde til samling, men både KU og Dansk socialdemokratisk
Ungdom (DsU) – de to store ungdomsforbund nævntes dog
ikke direkte ved navn – greb dette an på en selvimodsigende måde:
“Der findes ungdomsbevægelser i Danmark, som mener, at de har løst spørgsmålet
om at skabe det rette, muntre og respektfulde kammeratskab mellem arbejder
og kontorist, ‘burgøjser’ og land mand [KU, forf.], men så hejser de også
kampsignaler imod andre lejre, fordi disse i deres arbejde for at afskaffe nogle
lags fortrinsstilling har skrevet klassekampen på deres fane [DsU, forf.]. Således
vil på enhver måde enhver bevægelse skabe helheden, skabe det samfund, som
rummer alle, og gøre det ikke ved at drage og samle, men i kamp og angreb, som
sætter skel. Vi, der fører ordet for det sønderjyske arbejde, mener jo at være på
den sikre side med hensyn til at samle, og så sidder vel også vi i glashuse. Men vi
søger dog bestandig at finde tilbage, at lægge vor sag, vort folks sag frem for alle
lejre og glæde os over det gode, hvor som helst vi finder det i vort folk”.
De unge kunne “herse med det, der ligger lige for, kan gå ind under partipolitisk
mærke og slås for et partis sag, men må aldrig glemme, at målet
er større, at øjet og sindet må have frit udblik til stjernene deroppe, til det
evige lys”. For ...
“... værges ikke Sønderjylland, kan et uafhængigt Danmark ikke bevares med
et Dannebrog, der vajer højt og frit. (...). Der findes mange slags ungdom i Danmark
eller rettere mange slags lejre og retninger, mange afskygninger. Nogle mener,
at der skal faner til og fodslag, at noget ydre er nødvendigt, nogle nøjes med
foredragsmøder i grundtvigsk stil og idræt, nogle vil forny partierne og arbejde
igennem dem. Danske, der taler ivrigst om dansk frihed, kritiserer somme tider
skarpest andre danske og glemmer, at vi ikke skal have dansk ensretning. Måske
kan de danske ungdomsforbund ikke undvære kampsignaler indbyrdes, men
den nationale opgave må være fælles for dem alle. De kan kappes om at erobre
en så stor part af byrden og æren for sig selv som muligt. Vi danske sønden skel
vil gerne have bud fra dem alle og bringe bud til dem alle. Vi vil gerne have dem
i tale, der aldrig har haft bud efter os. Fortæller stillingen i verden dem ikke, at
Danmark har brug for al de danske livskraft i Sønderjylland, som kan hævde sig
under søndenstormen?” 37
UNG-lederen om Kulturkampens Sønderjyllandshæfte var altså helt i
tråd med Flensborg Avis’ sædvanlige redaktionelle linje. Men det var tydeligvis
ikke velset af Gestapo, når Flensborg Avis lod sine bestræbelser på
at opnå dansk samling omfatte også kommunister og kulturradikale. Det
var i virkeligheden farligere, end man formentlig var klar over på redaktionen.
Hermannsen forfulgte nemlig sagen også i den følgende indberetning
for januar 1938. Flensborg Avis havde nemlig både bragt annoncer for
et møde i Frisindet Kulturkamp i Tønder og efterfølgende bragt et referat
716