hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

samme betragtning, der gjaldt den fysiske emigration ud fra Tyskland:
Som dansk sydslesviger havde man både pligt til at blive i landet og pligt
til at overleve, så man kunne yde sin indsats for mindretallet og hjemstavnen.
Åben modstand ville føre til, at mindretallet blev underkuet, måske
udryddet, og derved sveg man sine pligter over for sin hjemstavns fremtid:
Uden danskhed, ingen dansk fremtid for Sydslesvig.
Men at denne erkendelse pinte Kronika dybt ind i sjælen, kan der næppe
herske tvivl om, for ved at overleve påtog man sig samtidig et medansvar,
en skyld: Thi den, som ikke åbent og aktivt bekæmper det, der er
erkendt som det onde, gør sig skyldig. Som han i sin fiktive samtale den
15. januar 1943 med “Peter” erkendte: “Jeg løber ikke fra min egen skyld
og medskyld, der i første omgang bestod i, at jeg ikke fra selve starten
gennemskuede ondskaben i Hitler og nazismen. Jeg ved også, at det slet
ikke lader sig gøre, at ‘spille spillet – midt i fjendens lejr’ uden at blive
skyldig”.
Ved at overleve, påtog man sig – sådan som Kronika så det – samtidig
et medansvar, en skyld. Denne skyld kunne kun sones med bod – og
bodsgang gik Kronika, over for snart sagt hvem som helst, han kunne
stole på under krigen – og endnu flere efter den. Det tragiske er, at han
aldrig helt blev tilgivet og aldrig helt tilgav sig selv. 192
15.9. Rationering og luftangreb 1939-1945 – Ernst Schrøder Flensborg
Avis’ redningsmand?
Igennem perioden 1939-1945 måtte Flensborg Avis gentagne gange nedskære
formatet: Fra stolte 60 sider ugentligt i 1939 endte man med sølle
8 sider ugentligt kort før krigens afslutning. Formindskelsen af formatet
forløb trinvis og var en følge af stadigt skrappere rationering og stadigt
stigende distributionsvanskeligheder – og til sidst af det totale sammenbrud
i den tyske infrastruktur. Helt til det sidste lykkedes det dog Flensborg
Avis at opretholde en særstilling i Det tredje Rige, hvilket i sig selv er
interessant: Mens tusinder af tyske aviser og tidsskrifter måtte lade livet
på den totale krigsmobiliserings alter, fortsatte Flensborg Avis – stadigt
mindre og stadigt “mattere i mælet”, men den udkom. Forløbet viser, at
man formåede at manøvrere i minefeltet af modstridende kompetencer i
Hitlers Tyskland – og at man i hvert fald i visse ressortområder var villig
til at tilstå Flensborg Avis særrettigheder i forhold til andre tyske aviser.
Det var efter alt at dømme de særlige rettigheder, Danmark på grund af
besættelsesarrangementet nød i forhold til Tyskland, der smittede af på
mindretallet og avisen.
Krigens udbrud medførte en øjeblikkelig begrænsning af avisens omfang.
I en indberetning til Gestapo, Staatspolizeistelle Kiel, den 2. oktober 1939
meddelte Gestapo-chefen i Flensborg, Hans Hermannsen, dog, at Flensborg
Avis “på trods af krigsudbruddet udkommer i uforandret omfang. Den
tyske presse er underlagt betydelige indskrænkninger i papirforbruget,
hvorimod sådanne indskrænkninger ikke gør sig bemærkede i mindretalsavisen”.
Hermannsen anførte, at Flensburger Nachrichten, der udkom
905