hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

3. Front og Bro
3.1. Løsenet “front og bro” formuleres omkring 1930
Den begyndende afspænding i grænselandet medførte en afdæmpning af
tonen, både hos Ernst Christiansen personligt og i Flensborg Avis og Der
Schleswiger. “Selv den let forståelige bitterhed, der udsprang af den langvarige
beslaglæggelse i sin tid og af den omstændighed, at bladet stadig
er genstand for forskellige former for boycot, blandt andet med hensyn
til offentlige bekendtgørelser, sætter ikke mere direkte spor i dets artikler”,
konstaterede det danske udenrigsministeriums pressebureau med
tilfredshed i august 1927. 1 Ernst Christiansen definerede op til rigsdagsvalget
i maj 1928 slesvigerens rolle som brobyggeren mellem nord og syd,
som ville sætte frit kappestræb i stedet for had og fremme fred og folkeforsoning.
Dette ville efter Ernst Christiansens mening styrke danskheden i
grænselandet. 2
Det var konturerne til det, der skulle blive hans “front og bro”-tankegang,
vi her ser formuleret, og som netop omkring 1928-1931 fandt en
mere fast form. 3 “Front og bro” blev forklaret som national selvhævdelse og
mellemfolkelig forståelse. Front-delen indebar en hævdelse af dansk kulturs
berettigelse og odelsret i Slesvig og et forsvar for grænsen og mindretallets
rettigheder. Bro-delen stod for en imødekommelse og åbenhed over for
Tyskland og tysk kultur. Dette var “den nye tids toner” – som man også
fra forskellig hjemmetysk side spillede med på. 4
Det var historikeren og sønderjyden, senere rigsarkivar A.D. Jørgensen,
der i 1886 for første gang formulerede den tanke, at Sønderjylland
var både “dige og bro” mellem Danmark og Tyskland. Ifølge A.D. Jørgensen
havde Sønderjylland i mere end tusind år haft en dobbelt funktion
for Danmark i forhold til Tyskland og Europa: Forholdet var og måtte
nødvendigvis være dobbelt, tiltrækkende og frastødende, optagende og
afværgende. Sønderjylland var det sted, hvor det fremmede først omsattes
i en nordisk form; således gik det, mente A.D. Jørgensen, for eksempel
ved kristendommens indførelse: I over hundrede år var Slesvig og Ribe
udgangspunkter for kirkelærens forkyndelse, før den kunne slå rod længere
nordpå, men i den tid måtte den antage nordiske former og vænne
sig til den danske tunge. Det var ifølge A.D. Jørgensen også fra Sønderjylland,
at Knud Lavard optog den store verdens sæder og skikke i middelalderen,
og herfra trådte Valdemar Sejr i berøring med sin samtids store
brydninger. Det samme skete igen med reformationen, som først brød
igennem i Haderslev, og igen med det 18. århundredes pietistiske retning
med salmedigteren H.A. Brorson i Tønder.
Men dermed var alt ikke sagt om Sønderjylland. For var det ikke andet,
så blev landsdelen kun en overgangsform mellem dansk og tysk – sådan,
som man hævdede fra samtidig tysk side: At for eksempel det sønderjyske
sprog var et “kartoffeldansk”, der var lige så tysk som det var dansk.
Dette var helt forkert, mente A.D. Jørgensen: Den sønderjyske trang til
forståelse af det fremmede, trangen til at optage det, tilegne sig det, var
79