hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nordisk politik. Hvis ikke dansk politik gør det absolut umuligt for os [fremhævet af
forf.], så vil der fra vor side blive arbejdet på et godt tysk-nordisk 10 og dermed
godt tysk-dansk forhold. Det bedste, De som danske journalister kan gøre i denne sammenhæng
er en indsats for sandfærdig bedømmelse af den nationalsocialistiske bevægelse.
Det vil blive til gavn for Danmark, at der findes danskere som Deres landsmand [Ejnar
Vaaben, forf.]. Når vi får magten, så vil der fra vor side blive lyttet til sådanne mænds
ord; Deres forbindelse med os og Deres holdning over for os i kamptiden vil blive til gavn
for Deres land. Vi har en god hukommelse” [fremhævet af forf.].
Bogs slog samtidig fast, at hvem der “med den rette forståelse” havde
læst Mein Kampf ville vide, at …
“...nationalsocialismen ikke med automatisk stædighed tilstræbte rigsgrænserne
af 1914. Hvad Danmark angår, og hvad dermed tillige forholdene i Slesvig angår, da spiller
det en ganske særlig rolle for os nationalsocialister, at Danmark er et nordisk land
og vor landfaste, direkte nabo. Den nyordning, som vil blive frugten af vort arbejde og
vor kamp, skal ikke komme til at skade Danmark som nordisk nation ...” [Fremhævet af
forf.]. 11
Der var altså tilsyneladende ingen grund til bekymring, hvad grænsen
og mindretallet angik – hvis altså blot den danske regering og de danske
dagblade forholdt sig venligt og imødekommende over for nationalsocialisterne.
Det virkede trods alt betryggende – og under alle omstændigheder betydeligt
bedre, end de tysk-nationales fremtidsvisioner, der gik ud på at
genoprette Kejserriget og skrue tiden tilbage til 1914 – eller måske snarere
1916. De såkaldte Altyskere med Hugenberg i spidsen havde til stadighed
siden stiftelsen af Alldeutscher Verband i 1891 arbejdet for at udvide Tysklands
grænser og havde blandt andet under Verdenskrigen kæmpet ihærdigt
for meget store territoriale indlemmelser i både øst og vest. 12
Da rigskansleren, general Kurt von Schleicher, den 28. januar 1933 meddelte
sin afsked, skrev Kronika i Flensborg Avis den 29. januar 1933: “Den
politiske højspænding er nået til et foruroligende punkt. Med frygt og
bæven imødeses de afgørelser, som vil komme til at bestemme Tysklands
fremtid. Hvem kommer nu til roret, Hitler eller Papen-Hugenberg? Således
lyder spørgsmålet alle vegne. Sindene er i høj grad opskræmte ved
tanken om, at en Papen-æra nr. to er forestående. Det ville i så tilfælde
dreje sig om et regimente med statsnødstilstand, udpræget diktatur, tilsidesættelse
af grundloven o.s.v.”. Noget lignende forventede Kronika altså
tilsyneladende ikke af en Hitler-regering. Men en sådan ville jo også kunne
regere ud fra en stærk parlamentarisk fundering. Stillingen var dog
uhyre vanskelig: “En diktaturregering Adolf Hitler eller en diktaturregering
Papen-Hugenberg. Det er faktisk i dag spørgsmålet i tysk politik”,
hedder det afsluttende i Kronikas store reportage fra regeringskrisen.
Kronika frygtede helt klart det sidste mere end det første: Altyskerne
var imperialistiske, anti-demokratiske og bekæmpede Weimar-republikken;
de var anti-semitter, völkisch-nationale og imod alle de nationale
186