hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

På den anden side var det næppe klogt under en spænding simpelthen
at “tilstoppe ventilerne. Hvad de små partier skal gøre, må de gøre frivilligt,
i erkendelse af et ansvar, som kunne blive meget tungt”. Hvert eneste
parti havde i Nordslesvig et særligt ansvar og måtte derfor endnu mere
end andre steder holde sig for øje, “hvad der skal tjene landets samlede
tarv”.
Tanken om et egentligt enhedsparti afviste Ernst Christiansen dog:
“Kongeå-grænsen er udslettet og skal ikke genoplives”. Nordslesvig skulle
gå helt ind i den danske udvikling. Men det forblev naturligvis grænseland
for hele landet. Denne kendsgerning måtte og skulle til gengæld
medføre visse grund læggende hensyn – som ideelt set burde råde over
hele landet:
“Den danske folkelige stilling i Nordslesvig er stærk, men dette må også komme
frem i partikampen. Her må det kunne mærkes, hvad der i øvrigt er sporet i stigende
grad i de senere år, at hvert eneste parti erkender den nationale opgave.
Det må kunne fornemmes også på den indbyrdes tone i valgkampen, således at
vel forskellene ridses op og der bliver plads til livligt ordskifte om de enkelte partiers
særlige tanker, om den bedste vej til at fremme landets tarv, men således, at
det fælles danske og den danske folkevilje mærkes helt og fuldt som den bærende
understrøm”.
Også i deres indbyrdes brevveksling diskuterede Jacob Kronika og Ernst
Christiansen, om de danske partier i Nordslesvig skulle opstille en fællesliste,
for eksempel med navnet De danske Nordslesvigere. Der måtte kunne
realiseres en slags dansk fællesfront, men “uden den ensretning, som er
uanvendelig hjemme”. Kronika var skuffet over, at “partiegoismen” gik
forud for helheden, men mente dog, at når det virkelig kneb, så skulle de
nok finde sammen: “Danske plejer jo at komme sent, men de kommer!” 127
Ernst Christiansen mente, at kunne partierne blot enes om at dæmpe
modsætningerne og fremhæve det nationale fællesskab, så var meget vundet.
Midtsamling – forstået som et enhedsparti – var tydeligvis nu ikke
længere helt så tillokkende som tidligere. Men tanken om en samlingsregering
af de fire store partier (som også Stauning et år tidligere havde
været inde på) rumsterede fortsat hos Ernst Christiansen, der fandt tanken
særdeles tiltalende. Den danske samling skulle dernæst følges op af
et tættere nordisk samarbejde. 128
Den danske optakt til valgkampen blev afstemningsdagen den 10. februar
1939; en dag, der ifølge Flensborg Avis ikke blot var en mindedag, men
hver gang havde “sin sendelse, sin mission, i år så fuldt som nogensinde”.
Afstemningsdagen skulle som det kommende folketingsvalg være
en dansk tilkendegivelse, “så fuldtallig og så fuldtonende, at det kan ses,
at det er folket, der taler. Ikke med nogen slags udæskning udadtil, men
med den naturlige styrke, som en sund sjæl og et sundt legeme har”. Den
nødvendige danske samling ville dog være “begrænset til i nogen grad at
præge valgkampens tone og på valgdagen at drage mand af huse, således
at det bliver en virkelig skam at holde sig hjemme, ikke at opfylde den
771