hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lighed og broderskab sættes orden, myndighed og ledelse!” Mussolini
havde nu været ved magten i 10 år og meget godt var nået, indrømmede
Ernst Christiansen. “Der er orden i tingene. Et folk med nogen tilbøjelighed
til at lade stå til og dase i solen og tage livet mageligt er sat hårdt i
gang. Men personlig frihed findes der ikke meget af. For en nordbo at se
til, ville det være frygteligt at gå ind under sådanne vilkår”.
Ernst Christiansen var – som Jens Jessen havde været det – grundlæggende
anti-totalitær: Fremskridt og national genrejsning kunne købes for
dyrt – som i Italien. Danskerne var en nation af enere, der havde svært ved
at gå i geledder, og som netop havde individualismen som nationalt karaktertræk
i modsætning til den tyske masse. Også Ernst Christiansen gøs,
når – som Jessen havde udtrykt det: “indekserceringen bliver så strengt
gennemført, at de enkelte personligheder taber deres åndelige hold, bliver
ligesom rene maskiner”. Jessens vending om “korporalstokken” som den
tyske nations taktstok var set i bakspejlet af næsten profetisk karakter.
Disciplinen måtte ikke gå ud over individets personlige frihed – i hvert
fald var dette en umulighed i Norden, hvor den individuelle frihed blev betragtet
som det kosteligste gode. Den ville nordboerne aldrig kunne finde
sig i at miste, mente Ernst Christiansen. Men måske tyskerne kunne: Nu
var Hitler ved den samme fascistiske førertro, ungdomsbegejstring og
stramme, militære sammenslutning som Mussolini i Italien nået til magten
i Tyskland, og Hitler havde erklæret, at han ville forandre grundloven.
Der var forskelle, og det var endnu ikke givet, at “de sidste 10 års
italienske historie gentages i Tyskland, men der er forbavsende lighedspunkter
i forudsætninger”, nemlig den splittede arbejderbefolkning og det
svage, splidagtige folkestyre. “De to folk er forskellige, men kan syditalienerne
sættes til fast arbejde, så kan tyskere det betydelig nemmere”.
Lighederne mellem Tyskland, Italien og Rusland optog Ernst Christiansen
så meget, at han vendte tilbage til det flere gange i løbet af februar.
I en leder den 11. februar 1933 gjaldt sammenligningen sovjetkommunismen,
for skønt hadet til kommunismen var “nationalsocialismens mest
fremtrædende løsen, er der i dennes almene tanker noget, som minder
om begge de to landes forsøg på at skabe en ny livsform med større fællesskab,
hvad enten man kun samler sig om sit eget land, sin egen race,
eller samtidig vil arbejde på at forme andre på samme vej”. Tilsyneladende
indbyrdes dødsfjender, arbejdede både nazister i Tyskland og kommunister
i Rusland dog “på noget af det samme og kæmper hver for sig
for høje idealer. Men hver part har bidt sig fast i én side af den samme
opgave, som aldrig kan løses ensidigt, men kun gennem en syntese, en
sammensmeltning af fællesskabet og den enkeltes frie vækst, det nationale
og det sociale, det nationale og det internationale”. Det var netop dette,
hans egen – i grunden klassisk-dialektiske – “front- og bro”-tankegang gik
ud på: Sandheden vandt frem gennem kamp og gennem sammensmeltning af
modsatte synspunkter. Men det ene duede ikke uden det andet: Kommunisterne
glemte både det nationale og den enkeltes frihed, og det var galt;
nationalsocialisterne var til gengæld for ensidigt fokuserede på egen race,
og heller ikke de efterlod plads til individets frihed. Det var lige så galt.
195