hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Billedhuggeren Thallberg, der i mangt og meget er Kronikas alter ego,
arbejder i bogen på en skulptur, der skal hedde Revolution, og Thallberg
havde forestillet sig den unge, smukke, temperamentsfulde kommunist
Agathe Neumann som model. Han indleder et forhold til hende og melder
sig for hendes skyld ind i Kommunistische Partei Deutschlands, KPD.
Men Thallberg er samtidig dybt fascineret af den troende katolik, den unge,
rene, blide, polske kvinde Helene Schadlinska, der nægter at beskæftige
sig med politik, fordi hendes fader og broder er faldet på hver sin side
i tysk-polske kampe i begyndelsen af 1920’erne. Thallbergs forhold til
kommunisten Agathe Neumann får dog Helene Schadlinska til at vende
sig fra ham og gå i kloster, og Thallberg gennemgår herefter en dyb personlig
krise, en indre revolution, som han kommer ud af som overbevist
nationalsocialist. Kommunismen bryder sammen og Agathe Neumann
begår selvmord. Symbolikken er tommetyk, og hvad skal Thallberg nu
gøre, uden en model for sin Revolution?
Ernst Christiansen foreslog da i et brev til Kronika 3. april 1934, at lade
Thallberg “arbejde med en frise af søgende og kæmpende mennesker. Jeg
kunne tænke mig det påvist som et udblik, at denne frise kun ville blive
et stykke af beklædningen af et fundament”. Thallberg skulle “uden nu
igen at omvende sig fra nationalsocialismen” – dette ville nemlig være
utroværdigt, når nu Thallberg igennem så svære personlige kriser netop
var blevet nationalsocialist – komme til at se nationalsocialismen “som et
siderelief på fundamentet, som et led i menneskehedens kamp og stræben
efter lyset – hvad også både socialdemokratiet og kommunisme har
været. Det kunne tænkes, at det slog ned i ham, at engang, når han var
blevet et nyt menneske med den store ydmyghed og den barnlige tro, så
ville den største gave, der kunne gives ham, blive evnen til på soklen at
rejse en levende statue af det stridende menneske, ´der ringende Mensch´,
hele livets problem i et enkelt, simpelt klædebon”.
Ernst Christiansen foreslog altså sin egen livsfilosofi og en del af sine
egne indvendinger mod nationalsocialismen overført også på Thallberg,
nemlig at nationalsocialismen kun var et siderelief på den samlede menneskeheds
arbejde på at skabe et bedre samfund; et bedre samfund, som
hverken Thallberg eller Ernst Christiansen selv endnu helt vidste, hvordan
skulle se ud, men et samfund, der var skabt ved mange ideologiers
og menneskers ideelle stræben, indbyrdes kamp og gensidige befrugtning.
12
Kronika valgte en anden løsning på Thallbergs problem; en løsning,
der er et spejlbillede af hans egne kvaler: Thallberg, der er dybt splittet
mellem den kristne tro og nationalsocialismen, ender med en stræben efter
at forene de to: “Omvendelsen var endnu ikke fuldbyrdet. Men han
syntes at kunne se vejen frem ligge i klart lys. (...) Han var på vej til den
kristne kirke og nationalsocialismen! (...) Det var altså rigtigt, at et menneske
kunne fødes påny! Sådan genfødelse var som et mirakel. Det var besindelse.
Det var vækkelse. Det var nåde ...! – ‘Før var jeg blind, men nu
er jeg blevet seende ...’. Sådan stod der i bibelen”. 13 Den frise, som Thallberg
ender med at skabe, forestiller i stedet en hel række af figurer – sym-
258