hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nemlig staten i skikkelse af Propagandaministeriet, der ned i de mindste
detaljer bestemte, hvad der skulle stå i de tyske aviser. Systemet blev
perfektioneret i løbet af de første år efter magtovertagelsen. Det indebar
groft sagt to stadier: En vejledning (Presselenkung) forud for trykningen og
en grundig gennemlæsning med tilhørende irettesættelser og repressalier
efter trykningen. 21
Det nationalsocialistiske system baserede sig ikke på forcensur – censur
er jo kun nødvendig eller ønskelig, hvis man tillod anderledessindede
at komme til orde i pressen, og det gjorde regimet ikke. Det blev journalistens
opgave at modtage instrukser og udføre dem efter de retningslinier,
der dagligt blev fremlagt på en særlig pressekonference i Propagandaministeriet.
Her blev dagens paroler udstukket og desuden blev ros
– og navnlig dadel – fordelt. Ofte gik kritikken ned i ganske små detaljer.
Goeb bels lod på sin allerførste pressekonference som nybagt propagandaminister
de tilstedeværende journalister og redaktører forstå, hvad han
forventede: “Naturligvis vil De modtage informationer her, men også
instruktioner. De skal ikke blot vide, hvad der sker, men også, hvad regeringen
mener herom, og hvordan De mest hensigtsmæssigt kan oplyse
befolkningen herom”, udtalte han. Det var kun tilladt at deltage i pressekonferencerne
imod fremvisning af et særligt Ausweis. Informationerne,
der var ganske overordentligt detaljerede, var naturligvis fortrolige. 22 Det
måtte ikke slippe ud til befolkningen, i hvor høj grad de blev fodret med
gennemtyggede nyheder og kommentarer.
Propagandaministeriets daglige pressekonferencer blev snart rutine
under ledelse af lederen af Propagandaministeriets presseafdeling og
rigsregeringens stedfortrædende pressechef dr. Kurt Jahncke og senere
Alfred-Ingemar Berndt.
Det var naturligvis kun de aviser, der havde egen korrespondent eller
redaktion i Berlin, der kunne deltage i disse konferencer. Dette havde
Flensborg Avis i Jacob Kronika indtil 1938, da han blev tvunget til at opgive
sine korrespondancer til det danske mindretalsblad. De mindre aviser
var henvist til de større blade – og til Deutsches Nachrichten-Büro (DNB),
det statslige nyhedsbureau, der i slutningen af 1933 opstod på ruinerne
af det gamle, hæderkronede Wolffs Telegraphen-Büro og det Hugenbergske
Telegraphen-Union. DNB’s telegrammer måtte kun bringes i uforandret
form. Forkortelsen DNB kom i folkemunde meget snart til at stå for “Darf
nichts Bringen”. 23
Dertil kom så med tiden – under strafansvar fortroligt udsendt alene
til chefredaktørens personlige brug – minutiøse retningslinjer for, hvorledes
dagens nyheder burde vægtes, hvilken synsvinkel, redaktøren burde anlægge
i sin ledende artikel, hvilke eksempler, han passende kunne anvende
til at underbygge sin argumentation etcetera. Hvis chefredaktøren
ikke holdt oplysningerne for sig selv, risikerede han at blive anklaget for
landsforræderi. End ikke redaktørens stedfortræder måtte indvies i retningslinjerne.
I 1936 var der, som vi skal se, tale om at inddrage Flensborg
Avis i dette system, men det skete foreløbig ikke – muligvis fordi det da
blev betragtet som for risikabelt og kunne føre til, at systemet blev almin-
320