hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det måtte være ord, der gav anledning til tysk eftertanke, for Politiken
blev ligesom – eller måske endda mere end – Social-Demokraten af tyske
iagttagere opfattet som talerør for den danske regering. Om denne artikel
ligefrem var inspireret af udenrigstjenesten er dog tvivlsomt. Det var først
senere i affæren, at Udenrigsministeriet greb til sådanne midler.
Også Nationaltidende blev fyldigt citeret og landstingsmand Hans Jefsen
Christensen udtalte til Venstres Pressebureau, at tyskerne i praksis var gået
bort fra at anerkende sindelagsprincippet, når man erklærede det i modstrid
med mindretallets væsen at henvende sig på gæstelandets sprog;
dette, fandt Hans Jefsen Christensen, måtte give hovedparten af det tyske
mindretal i Nordslesvig noget at tænke over, da de jo havde dansk som
modersmål, men tysk sindelag, “som vi fra dansk side respekterer, fordi
en sådan sindelagets tilstand er en kendsgerning i et grænseland”. De
principper, ifølge hvilke forbudet var udstedt, var altså alvorligt i modstrid
med det tyske mindretals egne interesser. Også den konservative
folketingsmand Victor Pürschel udtalte sig, idet han fremhævede, at forbudet
ikke mindst havde “ramt de kredse her i landet, der så med størst
sympati og beundring på de bestræbelser, der har været øvet for genrejsningsarbejdet
i det nye Tyskland”.
Der var altså kraftig fordømmelse af forbudet over hele det danske
politiske spektrum fra venstre til højre. Kun DNSAP’s ugeblad havde til
dels taget forbudet i forsvar, idet man fandt det forklarligt, når socialdemokraten
J.P. Nielsen gentagne gange offentligt havde forlangt, at Flensborg
Avis skulle indtage et standpunkt, der var i overensstemmelse med
den danske regering. 44 J.P. Nielsens udtalelser i denne retning kunne,
som allerede tidligere anført, lige netop give bagslag af en sådan art. Til
gengæld gav den danske nazist Ejnar Vaaben, der stod uden for DNSAP,
i et brev til Ernst Christiansen den 25. august 1937 udtryk for sin afsky
for “Dr. Goebbels’ unordiske og forkastelige handling”, der heldigvis ikke
var det sidste ord i denne sag. Det var “først i disse dage rigtigt gået
op for os, hvor meget vi holder af Flensborg Avis og hvor afgørende vigtig
Deres kamp er for Slesvig og Danmark. Næsten hver dag gør De ved Deres
på en gang stærke og fine indsats en god gerning i éns sind, og mon
ikke tusind andre end jeg står i samme taknemmelighedsgæld til Flensborg
Avis? Ledere og leder?” Navnlig dagens leder havde rørt Vaaben:
“Vi vidste pludselig, hvor svært De har det, og hvor tapper og stærk De
er”. 45
Mindretallet selv protesterede naturligvis også, idet Fællesbestyrelsen
for Den slesvigske Forening den 25. august 1937 telegrafisk tilstillede Propagandaministeriet
en beklagelse af forbudet og en indtrængende anmodning
om at “modtage en sendefærd i ministeriet med forbudets ophævelse
for øje”. Igen blev der argumenteret med, at mindretallet gennem
slægtled ikke havde lært at læse andet end tysk, og at Der Schleswiger derfor
var nødvendig. Telegrammet var underskrevet August Pedersen, Chr.
Jepsen, Peter Lassen og Jens Chr. Nielsen for h.h.v. Flensborg by, landdistrikterne,
Slesvig amt og Ejdersted. 46
12.8. Den tyske gesandt Cecil von renthe-fink griber ind
593