hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

havde givet ret stærk genlyd i det danske mindretal, der aldrig havde
kunnet vindes for hverken racelovgivning eller for den tyske racetanke.
Nu gik en bølge af uvilje igennem de danske kredse, og det fortaltes fra
mund til mund, at de “stakkels, uskyldige jøder i Danmark” var blevet
anholdt. I betragtning af præsternes rolle i det danske arbejde, og i betragtning
af, at der i kirkerne nord for grænsen blev bedt bønner for jøderne,
mente Ernst Schrøder, at det kunne være “interessant at erfare, om
dette også er tilfældet syd for grænsen”. 287
Den kendsgerning, at der – siden ugerne efter 9. april 1940 – var så forsvindende
få ledende artikler om krigsbegivenhederne, er meget sigende.
Når der i dagene efter vigtige krigsbegivenheder – sejre eller nederlag,
invasioner eller endog attentatet på Føreren – på ledende plads blev bragt
boganmeldelser, betragtninger over landbrugseksporten, pengerigeligheden,
højskoletanken, markeringen af et jubilæum, en rund fødselsdag
eller lignende, kunne det næppe siges tydeligere, at redaktøren hermed
holdt sin eventuelle mening om de dagsaktuelle begivenheder for sig
selv. Når der en sjælden gang på ledende plads blev bragt krigsaktuelt
stof, skete det som regel under overskriften “Tyske røster” om dette og
hint i form af referater og citater fra tyske aviser eller fra ledende politiske
eller militære personers udtalelser, der forsøgtes gengivet så sagligt
og afbalanceret, som det nu var muligt. Det hændte dog også, at der på
ledende sted fremkom et par venlige ord til Tyskland.
På lederplads blev det danske mindretals forhold, tanker og følelser
ved lejlighed behandlet. Her blev der givet udtryk for fredshåb, her blev
der opmuntret til udholdenhed, og her blev de indkaldtes loyalitet og
kærlighed til hjemstavn og moderland fremhævet som eksempler til efterfølgelse.
Andre steder i avisen gengav man, navnlig efter 1943, tyske
udtalelser om at holde ud til sejren er vundet; men på lederplads blev der
blot givet udtryk for, at mindretallet måtte holde ud, indtil freden kommer.
Og det er jo en anden snak. Også tvetydigheder kan findes i avisen: I en
overskrift den 5. januar 1944 blev Førerens ord citeret: “Forsynet vil give
det folk sejren, der har gjort sig mest fortjent til den”. Man kunne måske
have valgt en anden overskrift? Den slags kan være tilsigtet eller utilsigtet
– det er på afstand og uden supplerende kilder umuligt at sige.
Det var klart, at kritik og håb eller anskuelser, der stred imod det officielle
Tyskland, måtte dølges; det var som bekendt under dødsstraf forbudt
at sprede tvivl om Tysklands endelige sejr. Det kan gøre det vanskeligt
at vurdere, hvorvidt en udtalelse er dulgt oppositionel – eller blot
fremkommet ved en tilfældighed. Hvem kan sige, om fromme forårs- og
fredsønsker i en mørk krigsvinter rummede skjulte ønsker om Det tredje
Riges undergang? Kombineres de med den kendsgerning, at der ikke fra
redaktionel side blev ytret håb på, ønske om eller tro på de tyske våbens
sejr, lå det vel implicit, at freden måtte komme gennem de tyske våbens
nederlag – eller i det mindste i form af en fredsslutning uden sejrherre.
Denne fortolkning er dog måske for hårtrukken, men er næppe usandsynlig.
939