hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

så gælde for tyskerne selv, hedder det i lederen den 22. februar 1938, og
man forventede, at “der vil blive tilstået det danske folkelige mindretal
ved denne grænse vilkår, som udelukker plagerier og udelukker foreteelser
som dem, vi netop har måttet kæmpe med i de sidste måneder. Den
tyske part skulle lige så fuldt som den danske være interesseret i at fremhæve
udviklingen i vort grænseland som et eksempel for Europa og for
verden på, hvorledes der kan arbejdes for en folkelig afspænding”.
Den offentlige henvendelse fik bred omtale i den rigsdanske presse,
konstaterede Gestapo i en indberetning for januar 1938. 80 Men det fik
nu ikke Hinrich Lohse, der i sin egenskab af Gauleiter var partiets øverste
embedsmand i Slesvig-Holsten, til at ryste på hånden. Han svarede
den 5. februar 1938, at han ikke havde fundet foranledning til nærmere
at undersøge de mange enkelttilfælde, som klageskrivelsen havde indeholdt.
Disse enkelttilfælde lå for det første helt på linje “med mange mig
bekendte tilfælde, i hvilke der i hele det tysk-danske grænse område af
medlemmer af den danske nationalitet er blevet forsøgt at øve indflydelse
i modsat ånd på forældre, der utvivlsomt tilhører det tyske folk”, og
for det andet var det “for alle stats- og partikontorer en selvfølge, at konstateringer
af stats- og partiofficiel art skal gøre holdt foran spørgsmålet
om det folkelige tilhørsforhold. Tilhørsforholdet til det danske mindretal
er derfor heller ikke nogen anledning til at nægte børnetilskud eller lignende
sociale begunstigelser, der ydes til tyske rigsborgere. Derfor må jeg
tage afstand fra at gøre denne selvfølgelighed til genstand for en særlig
anordning”.
Det var desuden efter Lohses mening helt naturligt, at flertal og mindretal
talte sammen, også om nationalitetsspørgsmål, og “det turde være
forfejlet straks at drage den slutning af sådanne samtaler, at det derunder
drejer sig om forsøget på at påvirke eller endog en villet trussel. Det ligger
i sagens natur, at jeg ikke kan forhindre den slags samtaler ved øvrigheds-
eller partiofficielle anordninger. Jeg er imidlertid slet ikke til sinds
at gøre det”. 81
Det var klar tale fra Lohses side: Han ville ikke gribe ind over for det
rent faktisk konstaterede økonomiske pres, og han kunne ikke se, at de
anførte eksempler var værre, end de metoder som mindretallet selv anvendte
i sin egen nationale hvervning eller som blev anvendt imod det
tyske mindretal i Nordslesvig. Danskerne havde altså intet at lade slesvig-holstenerne
høre.
Heroverfor var der ikke meget, mindretallet kunne stille op. Der blev
ganske vist i løbet af 1938 holdt en række møder, herunder også med
højtstående centrale embedsmænd i stats- og partiapparatet, men lige meget
hjalp det. I en stor leder den 1. juli 1938 påpegede Ernst Christiansen,
at mindretallet faktisk havde rettet sig efter retningslinjerne: “I steden for
at føre offentlige klager er der gjort ihærdige forsøg på ved direkte henvendelse
til myndighedene og bestemmende partiledelser at opnå værn
imod, at mindretalsfriheden tages bort ved økonomisk tryk”. Men hjulpet
havde det ganske vist ikke. 82
I 1938 blev alle spørgsmål vedrørende tysk Volkstums-arbejde ført over
735