hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tet”. 152 Det lå næsten mellem linjerne, at man i stedet for et aldeles ukendt
tysksproget bilag til Flensborg Avis takket være forbudet nu havde fået et
særdeles velkendt grænsedansk tidsskrift.
Det første nummer af Der Schleswiger indeholdt en meget fyldig omtale
af hele affærens forløb, der nu var endt med “vor frifindelse”: “Ud af et
forbud var vokset et frit ord”, som det hedder indledningsvis. Og dette
frie ord ville blive anvendt i brobygningens tjeneste, forsikrede man. Der
Schleswiger bar som undertitel mottoet: “Grænselandet som Front og Bro”,
og Ernst Christiansen udviklede endnu engang sin ideologi, at i grænselandet
måtte danske og tyske gå foran med national selvhævdelse og
mellemfolkelig forståelse, så der kunne skabes mønsterværdige tilstande
til gavn for forholdet mellem Tyskland og Norden og til inspiration og
eksempel til efterfølgelse for resten af verdens folkeslag. Der Schleswiger
redegjorde for årsagerne til, at der i næsten 100 år havde eksisteret en
tyskskrevet dansk presse, man tog påny afstemningstiden 1918-1920 op,
idet man atter afviste de Alnor’ske beskyldninger og redegjorde for sagen
fra et dansk synspunkt – og understregede, at dette kun skete i berettiget
forsvar over for angreb, der i øvrigt intet positivt ville bringe. Det var på
tide at holde op med at gribe til våben fra pulterkammeret i opgøret med
den nationale modstander; i stedet skulle det gamle ragelse smides ud,
for “æreskændelse af modstanderen fører i det lange løb ikke til sejr for
nogen af parterne”. Det havde derfor også glædet mindretallets repræsentanter
ved forhandlingerne i Propagandaministeriet, at ministeriets
embedsmænd i erklæringer havde taget afstand fra både Schleswig und
Versailles-fejden og fra irredenta i det hele taget. Men “vi beklager, at disse
erklæringer først sent og ufuldkomment er blevet nævnt i den grænsetyske
presse, ja, at man i begyndelsen endda havde forsøgt at fortsætte
Schleswig und Versailles-agitationen, hvad det danske grænseblad energisk
tilbageviste”.
Fornyede forsøg på at æreskænde det danske mindretal var ikke blot et
angreb på mindretallet, men på selve Propagandaministeriets afgørelse:
Ministeriet havde nemlig “over for den danske ordfører udtrykt sin fulde
agtelse for hans idealistiske sindelag” og det ville endvidere næppe lægge
så stor vægt på et loyalt samarbejde med den danske folkegruppe, hvis
den ikke fortjente agtelse. Både Propagandaministeriet og Völkischer Beobachter
havde sagligt anerkendt løsenet “front og bro”, og det samme var
sket i det gauamtliche dagblad Schleswig-Holsteinische Tageszeitung. Sluttelig
offentliggjorde Der Schleswiger i sit første nummer – for første gang på
det tyske sprog – samtlige ni punkter fra forhandlingerne i Berlin den 26.
august 1937, ministerialråd Berndts bekræftelse af samtalerne med Kronika
og Ernst Christiansen 27. august 1937, Korrespondenzbüro Nordschleswigs
meddelelse af 27. oktober 1937 om Goebbels’ samtale med Kracht,
Lohse og Schrøder samt Flensborg Avis’ reaktion herpå af 28. oktober 1937
med konstateringen af, at Kracht ikke havde trukket sine ord tilbage.
Selv den mest tungnemme læser kunne ud af disse gengivelser tydeligt
se, at udgangen af Der Schleswiger-affæren var endt med en strålende sejr
for Flensborg Avis og et eklatant nederlag for de grænsetyske Wühlere med
654