hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sig med kendsgerningerne i Sønderjylland. I øvrigt må vi vel kunne nære
den forventning, at den såkaldte berlinske linje mere og mere vil trænge
igennem i den grænsetyske lejr”. Forskellen mellem Berlin og Slesvig-
Holsten var der endnu, men i Propagandaministeriet havde man erklæret
det for “unødvendigt, at danske og tyske i Slesvig skulle blive ved med at
kæmpe mod hverandre med skarpe angreb”. Fremtiden ville forhåbentlig
bringe voksende fremgang for front og bro-tanken i begge nationale
lejre; “dette vil for os sige kærlighed til vort eget, forenet med den dybe
forståelse af, at den anden part elsker sine nationale og kulturelle værdier
lige så højt, som vi elsker vore værdier. Endvidere: En åndernes fredelige
kappestrid i Slesvig. Ægte og ærlig fred om selve grænsespørgsmålet,
som ikke mere skal skabe fjendskab mellem tyske og danske. Vågen
nationalbevidsthed i hele vort folk og en levende dansk offervillighed i
hævdelsen af vore nationale og kulturelle værdier. (...) Måtte det elskede
omstridte land Slesvig, efter at der er blevet sat punktum for, skal vi sige,
forældede og forkerte kampformers anvendelse, virkeligt en gang blive
til en velsignelsernes bro for tysksindede som for dansksindede”.
Begge disse udtalelser var ganske vist rettet til offentligheden og kunne
dermed hverken indeholde skarp kritik af det nazistiske Tyskland eller så
tvivl om dets hensigter. Men samtidige private udtalelser og notater giver
udtryk for det samme. Endnu i august 1937 havde Ernst Christiansen og
Jacob Kronika ikke endegyldigt mistet troen på, at Hitler havde fredelige
hensigter og at det var muligt at leve som dansk mindretal i et nazistisk
Tyskland, når blot slesvig-holstenerne blev holdt i ave. De havde ganske
vist vaklet i troen og håbet flere gange i løbet af de forgangne år, men
den endelige og endegyldige afvisning af nazismen kom først senere.
De umiddelbare reaktioner efter samtalen i Propagandaministeriet var i
hvert fald oven ud positive.
Samtalen i Propagandaministeriet den 27. august 1937 havde fastslået, at
den tyske rigsregering ikke med forbudet havde haft til hensigt at sanktionere
de angreb på danske og Danmarks grænse, som var blevet rettet
i pjecen Schleswig und Versailles og i den omtale, der havde været af
den. Det var vigtigt at få dette fastslået, erklærede Ernst Christiansen i
en ledende artikel den 29. august 1937; ellers ville der nemlig have været
skabt en meget beklagelig utryghed i forholdet mellem de to nabofolk.
Denne kendsgerning blev endog yderligere fastslået “ved udtalelsen om,
at den tyske regering ikke kender noget til en irredenta ved nordgrænsen.
Hvilke følgeslutninger man fra grænsetysk side vil drage i det fremtidige
ordskifte vil fremtiden vise”.
Også Kronika havde givet udtryk for, at der med samtalen i Propagandaministeriet
måtte være slået en streg over tyske grænserevisionskrav.
I et brev til Herluf Zahle den 4. september 1937 gav han – “nu, da Der
Schleswiger-affæren vel må kunne betragtes som værende afsluttet” – udtryk
for taknemmelighed og glæde over “at det lykkedes at gennemføre
de dansk-tyske forhandlinger angående bladforbudet m.m. efter den linje
som danske i Berlin i så mange samtaler med Dem og Deres medarbej-
610