hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sin holdning havde givet “anledning til misstemning i tyske kredse”. Der
henvistes til, at det “navnlig oven på begivenheden den 9. april fortsat er
strømmet ind med klager over de tyskfjendtlige stemninger i det danske
grænseblad. De tyske autoriteter nærede til at begynde med håb om, at
forholdene atter ville komme i lave uden at det skulle blive nødvendigt
at gribe ind. Men klagerne over Flensborg Avis ville ikke forstumme”. Da
så Lausten-artiklen fremkom, blev et befristet forbud en “uundgåelig forholdsregel”.
61
Det begyndte at lugte af et komplot, lagt til rette i Kiel og Flensborg,
der havde afventet den rette begivenhed til at slå ned på Flensborg Avis
– og til at udnytte et forspring til at præparere de rette steder og at få afgørelsen
lagt hos en person uden for Kronikas indflydelse. De kommende
dage skulle vise, at denne formodning holdt stik.
Men endnu var ikke alt tabt: Man havde tidligere med held mobiliseret
den offentlige mening i Danmark og det danske udenrigsministerium.
Onsdag den 5. juni 1940 nåede nyheden ud i de danske aviser, efter at
den tyske presseattaché, den tyske nordslesviger Gustav Meissner, aftenen
før havde givet meddelelsen fri. Meddelelserne i dansk presse var i
sagens natur kortfattede, men i Kronikas redegørelse i Nationaltidende den
5. juni 1940 skimtedes et håb: Forbudet var begrundet i en artikel i bladet
for en måned siden, men efter forbudsperiodens udløb kunne bladet atter
udkomme uantastet, og der regnedes “i Berlin ikke med tyske krav om
personelle forandringer inden for bladets redaktion”. Også Helge Knudsens
redegørelser i Berlingske Tidende 5. juni 1940 lagde vægt på, at forbudet
intet principielt ændrede i de vilkår, hvorunder det danske mindretal
i Sydslesvig levede, eller i den personelle sammensætning af Flensborg
Avis’ redaktion.
Skulle det alligevel ende med et permanent forbud eller en fjernelse af
Ernst Christiansen, ville jordbunden hermed under normale omstændigheder
være gødet for kraftige danske protester. Problemet var blot, at omstændighederne
så langt fra var normale. Besættelsen af Danmark havde
ændret situationen radikalt; den danske presse var kneblet, den danske
regering kæmpede for ikke at blive erstattet af et mere eller mindre nazistisk
diktatur, der gik kraftige rygter om en grænseflytning og begivenhederne
på vestfronten gjorde tyskerne sejrsberuste. Der var ikke længere
rum for en dansk aktion til fordel for Flensborg Avis, og de lokale slesvigholstenske
nazister havde tilsyneladende frit spil. Hen imod efteråret
1940 ændrede stillingen sig imidlertid atter, og der udkrystalliseredes i
det tysk-danske besættelsesarrangement en modus vivendi, der medførte,
at det også fra central tysk side – og da i ganske særlig grad i Auswärtiges
Amt, igennem hvilket besættelsen af Danmark blev administreret –
blev opfattet som ønskværdigt og nødvendigt at forsøge at undgå ethvert
unødvendigt tiltag, der kunne medføre en dårlig stemning i Danmark og
dermed lidt ringere udsigter til et gnidningsfrit besættelsesarrangement.
I den øjeblikkelige situation turde hensynet til forhandlingerne om mønt-
og toldunionen have spillet en rolle. 62 Blandt de tiltag, man så grund til
at undgå, var formentlig også ubehageligheder over for Flensborg Avis.
853