hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

jyske og sydslesvigske læsere: Det var dem, der i den forreste front både
skulle tage de hårdeste stød i nationalitetskampen og være forbillede for
de øvrige danske og nordiske unge.
Ernst Christiansens kritiske indstilling til parlamentarismen vedblev at
bestå, men den grundindstilling fæstnede sig i løbet af 1934-1935, at det
parlamentariske demokrati dog var at foretrække, på trods af alle dets fejl
og mangler, og at man måtte søge at udbedre disse fejl og mangler for at
bevare demokratiet. Alternativet – diktaturet – var trods alt for skræmmende.
Medvirkende til denne erkendelse var ikke mindst begivenhederne
i forbindelse med det såkaldte Röhm-Putsch i sommeren 1934. Men
endnu under debatten om Abessinien-krigen i efteråret 1935 fastholdt
Ernst Christiansen, at der i nationalsocialismen også var “gode tanker
med i spillet”, som man i Danmark burde lade sig inspirere af, så man
kunne forny og på længere sigt bevare det danske folkestyre. Der blev
dog på dette tidspunkt længere mellem de positive artikler, og de blev
begrundet stærkere med den udenrigspolitiske fare for Danmark, som
den krasse afvisning af nazismen i dansk dagspresse indebar.
Også nationalsocialismens forhold til kristendommen gav næring til
Ernst Christiansens vedvarende skepsis. Den kristne tro – det guddommelige,
og det nationale hang for Ernst Christiansen – på bedste grundtvigske
vis – uløseligt sammen. Han måtte derfor afvise en kristendom, der ikke
medtænkte det nationale. Og – nok så væsentligt: Han måtte også afvise
en nationalisme, der ikke medtænkte kristendommen.
Også Kronikas væsentligste forbehold over for nationalsocialismen var
dens forhold til kristendommen, men han mente dog endnu i 1935, at de
to ting lod sig forene. Men uden kristendommen kunne nationalismen,
der i sig selv var af det gode, dog udvikle sig i uheldig og faretruende retning.
Dette vedblev at være en bekymring for Kronika. I 1935 kom Oxfordbevægelsen
til Danmark, og Kronika fik en ny idé at begejstres over. Han
fik samtidig gennem kontakter til folk i bekendelseskirken et andet indtryk
af nationalsocialismen, og ikke mindst kirkekampene i 1935 nærede
hans tvivl. Kronika anbefalede, at den kristne kirke skulle tage ved lære af
de nationalsocialistiske “tyske kristnes” tro og begejstring for selv at overleve.
Det var en anbefaling helt parallelt med den, Ernst Christiansen gav
danskerne på det nationale og politiske område. Det var dog først i 1937-
1938, at det endelig gik op for Kronika, at den kristne tro og nationalsocialismen
ikke lod sig forene, men at de var modsætninger, og at nationalsocialismen
tvært imod havde til hensigt at erstatte kristendommen som
germanernes religion. Så meget desto større blev hans forfærdelse.
Tysklands voksende udenrigspolitiske selvbevidsthed begyndte også
at bekymre Ernst Christiansen. Det var dog et emne, som det var svært at
udtale sig om offentligt. De stadige advarsler til dansk presse havde ganske
vist allerede fra 1933 været begrundet i faren ved at provokere Tyskland,
men fra 1935-1936 blev advarslerne mere konkrete og begrundede i
Tysklands oprustning, dets udenrigspolitiske ekspansion og dets endnu
uafklarede forhold til den dansk-tyske grænse. Det er bemærkelsesværdigt,
at bro-delen i front og bro-tanken fra 1936 ikke længere handlede om
979