hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

mindretallets egen snævre kreds. Den var derfor helt ufarlig indadtil for
Tyskland. Den faktuelle meddelelse derimod kunne umiddelbart læses og
forstås af en langt større kreds – og dermed var den også potentielt farligere
for opretholdelsen af den ønskede fiktion i den tyske befolkning om,
at den tyske besættelse af Danmark var sket i forståelse med den danske
regering og at den i øvrigt forløb på bedste måde.
Ernst Christiansen troede, at der ved forhandlinger måtte kunne opnås
en mildnelse af forbudet, og i betragtning af, at den omtalte “ophidsende”
meddelelse hidrørte fra det tyske gesandtskab i København og at den var
læst af en tysk censor – hvis bestilling det jo var at blive ophidset før nogen
anden – tilmed af to af slagsen, idet den også – i hvert fald i Politikens
gengivelse – havde passeret grænsen til Flensborg, stod Flensborg Avis
umiddelbart objektivt set stærkt, eftersom man kunne påberåbe sig god
tro. Forbudet fra Gestapo henviste desuden overhovedet ikke til nekrologen
på bagsiden, der måske nok kunne give anledning til betænkeligheder.
Ernst Christiansen mobiliserede straks Kronika, og telegraferede selv
den 2. juni 1940 til propagandaminister Goebbels med bøn om en mildnelse
af forbudet, så det ikke omfattede en trussel om et permanent forbud,
og en afkortelse af forbudets omfang. Telegrammet blev dagen efter
fulgt op af en længere redegørelse. Tonen i begge henvendelser var, med
historikeren Axel Johnsens ord: “uhørt krybende, men som tingene stod,
var der ingen anden udvej”. 54 Flensborg Avis havde, hed det i skrivelsen,
igennem mange år ud fra sin dybeste overbevisning bygget bro mellem
de nordiske folk og det tyske; den danske folkegruppes sønner kæmpede
for tiden på de tyske fronter, og både de og deres familier fandt det særligt
smerteligt at måtte undvære deres hjemstavnsavis, hvorigennem de
fik bud om folkefæller og folk. Den artikel, der havde givet anledning til
forbudet, var et isoleret særtilfælde, foranlediget af en nyhed, der havde
truffet avisen overraskende og lammende.
Ernst Christiansen argumenterede taktisk klogt for sin sag: Avisens
linje havde været uforandret gennem årene: Den varetog folkegruppens
interesser og “virkede for en indre åndelig fornyelse af det danske folk,
hvad netop det nye Tyskland burde finde sympatisk”. Avisen havde til
stadighed arbejdet for at klargøre for det danske folk – og dermed for de
nordiske folk – at der bestod en livsopgave i gennem kultur- og handelsudveksling
at komme i det rette gode naboforhold til store tyske folk.
Flensborg Avis havde imødegået enhver indvending om, at forståelsen
mellem Danmark og Tyskland måtte vente på bedre tider, men tværtimod
hævdet, at jo større vanskelighederne syntes at være, jo mere energisk
måtte der sættes ind på at bedre forståelsen; netop i dette tilfælde
var en indsats af største betydning. Det var Ernst Christiansens opfattelse,
at et sådant arbejde var i begge folks interesse, og at selv de mest
afgørende sejre i den store krig ikke kunne gøre arbejdet mindre ønskværdigt.
En avis, der som Flensborg Avis tog denne opgave på sig, måtte
imidlertid nyde sit folks tillid, ikke mindst i national henseende, og Ernst
Christiansen mente at kunne konstatere, at avisens linje ikke havde været
uden virkning på det danske folk, ligesom man i Danmark hidtil havde
850