hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

i, at Propagandaministeriet har vist det danske mindretals organ denne
begunstigelse”. 57
De første erfaringer viste altså, at der var udsigt til succes, hvis man
kunne spille de forskellige instanser ud imod hinanden. Det gav navnlig vægt,
hvis Auswärtiges Amt kunne overbevises om rigtigheden af en sag. Tysklands
udenrigspolitiske forhold til Skandinavien var et trumfkort, som
Flensborg Avis ofte trak ud af ærmet over for det tyske udenrigsministerium,
og Auswärtiges Amt havde den nødvendige styrke til at sikre avisen
en række særrettigheder.
Disse særrettigheder var dog ind i mellem under lokal beskydning. I
Flensborg by var der ganske vist under overborgmester Wilh. Sievers velvilje
over for Flensborg Avis m.h.t. annoncer. I begyndelsen af 1935 fandt
der en vis indskrænkning af de offentlige bekendtgørelser sted. Byen var
ifølge lovgivningen kun forpligtet til at annoncere i én avis, men Flensborg
Avis modtog fortsat byens bekendtgørelser. Det er værd at notere sig
hvilke argumenter, Ernst Christiansen slog på i en længere skrivelse til
overborgmesteren den 14. januar 1935: Det ville falde fint i tråd både med
overborgmesterens ved flere andre lejligheder udviste agtelse for mindretallet,
og det ville svare fint til tilstandene i Nordslesvig, hvor Nordschleswigsche
Zeitung modtog stribevis af godt betalte offentlige bekendtgørelser.
I sin takkeskrivelse til Sievers den 31. januar 1935 understregede Ernst
Christiansen endnu engang gensidighedsprincippet, som han erklærede sin
glæde over, at overborgmesteren havde levet op til. 58
Her var endnu en formel, der kunne trækkes på over for måske navnlig
de lokale myndigheder, der arbejdede på at udbrede tyskheden i
Nordslesvig med henblik på en grænseflytning: Indskrænkninger i Flensborg
Avis’ handlefrihed kunne få konsekvenser for det tyske mindretals
avis Nordschleswigsche Zeitung.
Der blev dog lokalt vogtet nøje på Flensborg Avis, og der blev forsøgt
skredet ind, hvis avisens privilegier blev for åbenlyse. Men det er kendetegnende,
at klagerne m.h.t. annonceområdet var temmelig småtskårne:
Den 19. marts 1935 kom der en meget vred skrivelse fra præsidenten
for Werberat der deutschen Wirtschaft. Man havde noteret sig, at Flensborg
Avis den 19. december 1934 – altså ikke mindre end tre måneder tidligere
– havde indeholdt en annonce med teksten: “Dansk frugt smager nu
bedst!” Der manglede ved denne annonce en angivelse af, hvilket firma,
der annoncerede – og det var derfor en såkaldt fællesannonce [“Gemeinschaftswerbung”],
en type annonce, der gavnede en hel branche snarere
end et enkelt firma. Der skulle imidlertid indhentes tilladelse, førend
sådanne annoncer måtte bringes, og dette var ikke sket. Annoncen stred
endvidere imod de retningslinjer, der var udstukket for annoncering. Ifølge
disse måtte annoncering ikke ske på markhedsudråbervis [“in marktschreierischer
Weise”] eller ved at lokke med overdrivelser, men skulle
ved saglig bevisførelse fremhæve fordele ved egne ydelser. Konkurrenterne
måtte heller ikke nedvurderes – man må vel formode, at de frugter,
som de danske formentlig var overlegne i smag, var tyske. Af de nævnte
grunde forbød [“untersage”] Werberat den omtalte annonce, og man for-
332