hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Når den slumrende danske folkeånd således vågnede i slesvigeren,
førte dette til et højere, åndeligt mål: Personlighedens indre frigørelse og
åndelige vækst. Dette er ren grundtvigsk tænkning. 25 Det var også i opposition
til de mere fundamentalistiske Dannevirke-folk med Thorkild
Gravlund som ideologisk bagmand og med Angler-bonden Peter Lassen-
Strukstrup som lokalt vidnesbyrd om sydslesvigernes “urgamle” danskhed.
Disse var tilbøjelige til at se stort på det aktuelle sindelag og argumentere
ud fra afstamning og historie alene.
Men afstamningen betød dog også ifølge Ernst Christiansen mere end
“øjeblikkets tankesæt”, og han troede fuldt og fast på, at “dansk afstamning
nok af sig selv skal gøre sig gældende i det lange løb, såfremt der
er en livskraftig kerne i det danske folk”. 26 Tilføjelsen er ikke uvæsentlig:
Det kom nemlig ikke an på slesvigeren alene – han havde brug for støtte
fra et nationalt stærkt og, på en positiv måde, selvhævdende dansk folk.
På dette som på mange andre punkter havde Tage Jessen et andet synspunkt
end de to øvrige førende penne. Da Tage Jessen overtog ansvaret
for Der Schleswiger efter Kronika i 1932, tog han i en række ledende artikler
mellem den 21. og den 23. juli 1932 stilling til kulturkampen mellem
dansk og tysk i grænselandet. Han kom blandt andet ind på det uheldige
for den fredelige kulturudveksling, der lå i forsøget på at udbrede eller
pånøde den anden part sin kultur. Denne “missionsvirksomhed” førte let
til egentlige angreb på modparten, hvilket ikke var i nogen af parternes
interesse, idet det ville forstyrre den fredelige udvikling og gensidige forståelse,
man på dette tidspunkt omkring 1932 havde opnået. Tage Jessen
bekendte sig til sindelaget alene. Han vendte sig fra det ønske, at “tyskeren
skulle blive dansk”, men tilsluttede sig ønsket, at “danskeren blev endnu
mere dansk, tyskeren endnu mere tysk, uden derved at komme til at hade
hinanden, men derimod således, at de fuldt og helt delte deres respektive
folks glæder og sorger”.
Dette var “front- og bro-“tankegang, men uden den underliggende dagsorden
om en grænseflytning mod syd engang ude i fremtiden, som Ernst Christiansen
opererede med. Tage Jessen anerkendte ganske vist, at der blandt
slesvigerne fandtes mennesker, som endnu ikke havde valgt side, men
“hverken danske eller tyske skal blande sig i folks private anliggender;
derimod har begge lejre ret og pligt til at udbygge og befæste sin egen
kulturfront. De, der endnu ikke har valgt side, har ret til at vælge frit, og
denne ret bør hverken tages fra dem fra dansk eller fra tysk side”. National
mission var altså efter Tage Jessens mening kun tilladelig blandt de
mennesker, der endnu ikke havde valgt side – de nationalt indifferente
eller blakkede. Men, tilføjede Tage Jessen: Det sagde sig selv, at en svækkelse
af den danske kulturfront ville forøge tiltrækningskraften hos modparten;
derfor måtte man fra dansk side indse, at den moderne fredelige
kulturkamp på ingen måde stillede ringere krav til den enkelte, end nordslesvigernes
forsvarskamp før Første Verdenskrig havde gjort.
Tage Jessens artikelserie var skrevet efter forudgående konference med
den danske konsul i Flensborg, Lauritz Larsen, og dækker derfor formentlig
meget godt holdningen i det danske udenrigsministerium. 27 Men
86