hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

‘Jeg er begyndt med at tro på Hitler’, siger en kendt landsmand; et klogt, varmhjertet
menneske; en landsmand, der alle sine levedage har været stærkt interesseret
i politik – specielt national og sønderjysk politik.
‘Vort folk ville kun have godt af et pust nationalsocialistisk ånd’, lyder talen et
andet sted.
‘Dersom jeg var tysker, så ville jeg selvfølgelig være nationalsocialist.’ Disse
ord hørtes inde i studenterforeningens bygning – af en mand, der gennem årene
har talt til store kredse af danske unge [Niels Bukh, forf.].
Og så medaillens revers! –:
‘Det eneste, der duer noget i dag, det er kommunismen. Den, der virkelig vil
noget, er kommunist. Vi er færdige med de gamle travere. Tider og forhold har
skiftet – det nye marcherer frem.’ Dette sagde en ven i København, som hidtil
ganske selvfølgeligt har været marchfælle i national-konservative rækker.
En mand, der indtager en betydelig stilling i vort samfund, bekender, at hans
søn, studenten, hylder de kommunistiske idéer. Faderen tager denne revolution
inden for familiekredsen med den største sindsro. ‘Ungdommen gærer’, siger
han. ‘De unge, der starter radikalt, bliver meget ofte de bedste borgere i landet’.
Således lyder faderens trøst.
SOS-bevægelsens folk rejser landet rundt og hævder, at der for alvor er fare
på færde. Gymnasie-ungdommen vælger den røde fane – ikke den med det hvide
kors – men den med sovjet-stjernen!
Sandt er det, at vi i vort land møder kommunistiske idéer og ‘kommunistisk
konversation’ hos mennesker og på steder, hvor vi af flere grunde skulle have lov
til at vente en modsat livsanskuelse og samfundsopfattelse.
Inden uniformforbudet kom – det ramte de retfærdige med de uretfærdige –,
da så vi omkring os danske SA-uniformer, kommunist-bluser og adskillige andre
politiske ‘enhedsdragter’.
Der skældes ud herhjemme – på parlamentarisme og rigsdag; på de ‘gamle
partier’; på politikerne; på pressen o.s.v., o.s.v.
Nye bevægelser – LS for eksempel – sættes i gang. Ikke altid husker man deres
navne. Noget af det nyeste er vel den politiske retning, der kalder sig ‘Dansk
Samling’. 2 Øjensynligt længes danske mænd og kvinder bort fra klasseskel og
partiskel; længes efter en stor og dyb og inderlig samfunds-, folke-, fællesskabsoplevelse.
– For resten har jo Flensborg Avis allerede gennem lang tid slået til lyd
for ‘dansk samling’; samling i kampen mod al slags krise; brobygning fra stand til
stand, fra parti til parti. Toner, som netop i vore dage giver genlyd!
Der er krise i Danmark. Der er også kamp og gæring i Danmark. Nyt banker
på. Der ledes efter tro, som virkelig kan fylde sjælene.
Selvfølgelig kan forholdene og brydningerne i vort land slet ikke sammenlignes
med udvikling og tilstande i for eksempel Tyskland. Absolut ikke! Har andre
haft den voldsomme orkan, så er vi danske i vort fælles hjem hidtil vel nærmest
kun blevet berørt af en sagte brise.
Og alligevel!
Vi spørger om Danmarks vej ind i den tid, som kommer. Skal også hos os de
nye idéer – eller rettere sagt: gamle idéer i ny klædebon – samle vort folk til en
fælles indsats af alle sunde og gode og opbyggende kræfter? Skal ‘dansk samling’,
dansk genfødelse og dansk genrejsning nås gennem en ‘national revolution’?
Er dansk nationalsocialisme for alvor tænkelig?
Når attributtet dansk understreges, så er det ikke sikkert, at svaret på dette sidste
spørgsmål skal lyde: nej!
For de fleste udlændinge betyder nationalsocialisme vel sagtens det samme
250