hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

som allerede forefindes. Det skulle være overflødigt at sige, at i grænselandet op
til et stort naboland ville det, ihukommende eftervirkningerne af et for ikke ret
lang tid siden afsluttet statspolitisk mellem værende samt et betydningsfuldt samhandelsspørgsmål
i nutiden, være meget letsindigt, medens enhver kan høre tordenens
buldren at foretage sig noget, der kunne give det udseende af, at vi ikke
skulle have noget imod et forøget tryk her på et endnu meget ømt sted. Den danske
regering har understreget dette synspunkt”.
De danske modforholdsregler måtte ifølge Ernst Christiansen være de allerede
velkendte: National mobilisering og samling i hele Danmark omkring
opgaverne i grænselandet i mindst samme omfang, som det skete i
Tyskland. Men lige så vigtigt var det ifølge Ernst Christiansen at vise tillid
til Tyskland: De samme kredse, som havde tillagt enhver nok så ensom
og ubetydelig røst i Weimar-Tyskland, der udtrykte anerkendelse af den
dansk-tyske grænse, overdreven betydning, var nu vendt på en tallerken
og var nu “længst ude i vantro over for, ikke enlige tyske røster, men selve
den tyske rigsregerings højtidelige erklæringer, og er mest alarmerede
ved enhver udtalelse fra mere underordnet hold, som står i modstrid hermed”,
skrev han i en leder den 11. januar 1936.
Det betød heller ikke, at der skulle vises overdreven tillid, fortsatte han,
men “vi ved, hvad der står på spil i verden, vi har oplevet verdenskrigen,
vi ved, hvorledes der rustes nu. Det ville være forbryderisk letsindigt i en
tid som denne at puste til ilden ved, unødvendigt og kun med virkning
til egen skade at tirre det store naboland og hånligt at drage dets mest
højtidelige forsikringer på regeringens og folkets vegne i tvivl”.
Danmark var nemlig “truet på livet ved vor grænse”, og dette gjaldt
også, selvom man lagde “alle sigtelser imod nabolandet for skjulte hensigter
og planer til side”. Det måtte efter Ernst Christiansens mening være
muligt at mobilisere nationalt uden at hidse stemningen op imod Tyskland:
“Det danske folk må lære begyndelsesgrundene i sin nationale katekismus, må
lære, at det lever op ad et stort folk med en vældig spænding, en mægtig ekspansionskraft,
og at det danske folks frihed og uafhængighed, dets liv er afhængigt
af, at det vågent og stærkt i Sønderjylland skaber den modvægt, som kan holde
den tyske spænding stangen, således at der i stedet for en trussel på livet bliver
mulighed for sund ligevægt og udveksling. Arbejdet med at hamre disse begyndelsesgrunde
ind skal gøres uden tåbelige alarmskrig og ubevislige sigtelser. Det
er netop opgaven, med hensyn til hvis løsning man i Danmark kun står ved den
første begyndelse, at hamre disse begyndelsesgrunde ind, uden at det skal være
nødvendigt at presse en sensationsbølge i vejret. Det danske folk kan ikke klare
sig ved at blive vågent en kort stund, når sensationen slår på stortromme. Det er
et livsspørgsmål, at vort folk bliver helt vågent, klogt og viljestærkt”.
Det var “uklogt i et lille lands presse at rette ensidige sigtelser mod store
naboer for deres rustninger. Der er det at gøre at drage følgeslutningen af
kends gerningerne, at holde sit eget i orden, at være årvågen og samtidig
gøre sit til at mindske spændingen ved sine egne grænser”, hedder det
461