hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

et klogere, hed det, og var sluppet “uhyre meget billigere”.
Men hvis dette var læren af den 9. april, “ville nogle danske gå til
bunds i et fortvivlet mørksyn”. Regnskabet kunne slet ikke stilles op på
den måde; der manglede et mellemregnskab: “Der er det finske folks stilling
i verdens bevidsthed og egen bevidsthed, det væld af styrke, der øses
heraf, og som nu giver sig udslag i samling om at bygge op. Efter den første
sorg og skuffelse har det finske folk løftet sit hovede, med æren, troen
og evnen, med livsmodet i fuld behold”.
Regnskabets anden side duede heller ikke: Den finske opgørelse var
afsluttet, men “den danske står åben”. Tydeligere kunne det næppe siges,
at den tyske hærs tilstedeværelse i Danmark kunne tænkes at blive en bekostelig
affære, måske bekosteligere, end det havde været at værge sig
selv.
Dertil kom, at en nation, der også i fremtiden ville overlade det til andre
nationer at værge sit land, stemplede sig selv som en andenklasses
nation, “der ikke betroede sig selv og ikke fik betroet våben til at værge
sin jord og sin uafhængighed og i det højeste kunne ende med at nødsages
til at forrette den tjeneste for et andet land, som det ikke ville vie
sin egen arne”. Det var erfaringerne fra Sønderjylland 1914-1918, hvor
30.000 unge mænd havde måttet gøre tysk krigstjeneste, der trængte sig
på. Regnskabet med hensyn til menneskeliv var altså muligvis heller ikke
opgjort endeligt for Danmarks vedkommende.
Den rette lære af det skete måtte derimod være denne, at “indstille sig
selv og sin ungdomsopdragelse anderledes end hidtil”, og “indstille sig
selv på at give liv for liv, at bjærge livet ved at sætte det ind. Hvad nytter
os et sølle liv, der bjærges en tid på bekostning af det, der gør livet værd
at leve – bjærges en tid, thi end ikke trælle vil få nogen forret på at slippe
for livsfare”.
Dette var ikke ment som en bebrejdelse mod nogen, heller ikke mod de
politiske partier, thi der kunne ikke være tale om nogen politisk afgørelse,
nu da afgørelsen af den 9. april var falden. Der var tværtimod tale om
“de danske skoler, de danske folkehøjskoler, alt ungdomsvirke, alt, hvad
der har med arbejdet på at underbygge og udforme, at hærde og stålsætte
den danske nations ånd at gøre”. Der var ikke tale om nogen ...
“... omvendelse til militaristisk sindelag. De gamle idealer er gode nok, men indsatsen
har ikke været det. Der skal spares mere på ordene. Der skal holdes mere
i gerning, end der loves i ord, ikke omvendt. Ønsker det unge Danmark en
uafhængig nation i fremtiden som gennem 1.200 år, vil det have mulighed for i
økonomisk, politisk og åndelig selvhjulpenhed at kæmpe for fredens og frihedens
sag, så må offermodet sættes i højsædet, og alt, først og sidst livet, må være til
dets rådighed. Kun et sådant sindelag vil skabe agtelse, hos den tyske nation som
andre steder i verden. Kun et sådant sindelag kan lægge grunden til tillid og tryghed”.
En mulig konsekvens af den holdning, Ernst Christiansen udtrykte i dagene
efter den 9. april, kunne føre direkte over i en væbnet modstandskamp
imod den tyske besættelsesmagt. Men Ernst Christiansen havde
838