hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Det var altså på helt fundamentale områder, de to – Ernst Christiansen
og J.P. Nielsen – stod over for hinanden. Det forstod Ernst Christiansen
imidlertid ikke. I hans snævre verdensbillede måtte det i hovedsagen være
nag over de tyske socialdemokraters skæbne efter Hitlers magtovertagelse,
der plagede J.P. Nielsen. Men han prøvede dog at være imødekommende.
Den 22. april 1936 skrev Ernst Christiansen til J.P. Nielsen:
“Uden at jeg behøver at dvæle ved hvad der har været os imellem, vil jeg dog
sige Dem tak for det afsluttende resultat af forhandlingen i mandags. Når man
må sidde hernede og under diktatur og uendelige hindringer klare en skude som
Flensborg Avis gennem skærene, kan man nok blive noget bitter over at møde så
mange vanskeligheder og misforståelser hjemme fra, men jeg har hele tiden forstået
Deres forklarlige indstilling over for nazismen, og det skulle glæde mig, om
der i fremtiden kunne blive en mere direkte drøftelse, når der foreligger noget.
Det ville glæde mig, hvis De ville skælde mig ud direkte, når De mener at have
grund til det, og det så kunne drøftes i brev eller ved et personligt besøg”.
Ernst Christiansen sluttede med – som i alle de forgangne år – at bede
J.P. Nielsen bidrage med en artikel til Flensborg Avis’ traditionelle genforeningsnummer,
“så der ikke bliver nogen ensidighed i sagens belysning.
At vi om styret i Tyskland ikke kan føre det frisprog, som er muligt nord
for grænsen, behøver jeg ikke at sige”. 119 I juni 1936 besøgte i øvrigt også
Tage Jessen J.P. Nielsen på en cykeltur med henblik på en bearbejdning. 120
Som det vil erindres, havde også de to et udestående af østafrikansk oprindelse.
Den af J.P. Nielsen og Fog Petersen ønskede revision blev foretaget allerede
midt i maj 1936 – uanmeldt og i Ernst Christiansens fravær. 121 Det
var ikke særligt venligt, men han var nødt til at finde sig i det. Han måtte
oven i købet finde sig i, at der skulle betales for den ham påbudte revision.
Men i det mindste kunne han glæde sig over, at tilskuddene i 1936 kom.
De kom ganske vist sent og til dels i mindre portioner end ønsket, og avisen
var konstant i bekneb. Flere gange måtte man overtrække kontoen. 122
Hans Jefsen Christensen kunne den 1. oktober 1936 skrive til Ernst
Christiansen, at han havde indstillet en bevilling på 150.000 kroner for
det følgende år. Desværre var det ikke muligt at få flere penge fra Sønderjysk
Fond. Der var “uigenkaldeligt lukket af”. Han havde måttet “gøre sig
grov” for at få de sidste penge vristet ud. “Hvis De kendte den mentalitet,
man har at kæmpe med alle vegne i denne på nationalfølelse så fattige
tid i vort land”, så ville hverken Ernst Christiansen eller andre sydslesvigere
mene, at det måtte være en selvfølge at skaffe de fornødne midler.
“Så længe jeg har de danskes ubetingede tillid fra syd for grænsen til, at
der fra min side bliver gjort, hvad der kan gøres for at skaffe det fornødne,
kan jeg fortsætte arbejdet og finde mig i hele den banale dumhed og
mangel på forståelse, som man må kæmpe imod i mange kredse, og til at
være syndebuk for uden mindste skyld, men svigter denne tillid, da kan
man også køre mig træt, der er grænser for, hvad en mands arbejdsevne
og nerver kan holde til”. 123 Selv Hans Jefsen Christensen var med andre
ord ved at være slidt ned i sine stadige forsøg på at skaffe midler til Flens-
473