hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

punktet om den fraværende irredenta på begge sider af grænsen var hidtil
ikke af den tyske presse i grænselandet blevet omtalt med et ord.
De unge sydslesvigere, repræsenteret ved P. Køster, erklærede på
mødet, at nok var de unge ikke altid enige “hverken med lederne af de
forskellige organisationer eller med den danske presse” – de kunne “til
tider i højere grad ønske kampens toner” – men de sluttede alligevel op
om den danske sag og ønskede at udtrykke deres “solidaritet med pressen”.
104
Der blev på mødet vedtaget en enstemmig resolution, i hvilken der
blev udtalt påskønnelse af Propagandaministeriets lempelser af forbudet,
men dog blev henstillet til forbudets totale ophævelse. Mindretallets
bestræbelser for et loyalt samarbejde med de tyske myndigheder blev
fremhævet, og man udtalte en varm tak til det danske folk og den danske
presse for den solidaritet, der var blevet vist mindretallet.
Generalkonsul Larsen kunne endvidere berette, at der fra forskellige sider
var blevet sagt ham – formentlig i et hviskende toneleje –, at mindretallets
beklagelse over bladforbudet ikke var helt så stor, som det offentligt
blev tilkendegivet, “idet bladet Der Schleswigers betydning for mindretallets
medlemmer i det store og hele var temmelig ringe; betydningen
lå snarest deri, at man gennem dette havde et middel til at bringe danske
synspunkter og danske imødegåelser over for tyske bladartikler ud også
til tyske kredse, dels som angreb og dels som forsvar”. Dette havde efter
Larsens mening formentlig også været en meget vigtig medvirkende
grund til, at forbudet mod bladet fra tysk side overhovedet kom i stand.
“Nogle inden for mindretallet har endogså betragtet Der Schleswiger som
en skade, fordi bladet bidrog til, at visse mindretalsmedlemmer viste ligegyldighed
og forsømmelighed i plejen af dansk sprog, idet de nøjedes
med at læse de på tysk skrevne artikler og i øvrigt ikke bekymrede sig
om at vedligeholde deres danske kundskaber”. Dette havde både rektor
Andreas Hanssen fra Duborg-skolen og pastor H.F. Petersen påtalt, idet
de havde indskærpet, at mindretallet i endnu højere grad burde pleje det
danske sprog i hjemmene, i skolerne og ved gudstjenesterne; det burde
være en æressag, at alle dansksindede syd for grænsen kunne tale dansk.
Ved forbudet ville der rimeligvis være indtrådt en ændring i dette forhold,
vurderede konsul Larsen, og “der vil nu utvivlsomt fra mindretalsledelsens
side blive iværksat en meget aktiv agitation, for at bevæge
mindretallets medlemmer – også af den ældre generation – til i højere
grad end hidtil at lære og læse dansk og pleje det danske sprog i hjemmene”.
105 Det var et klassisk problem i Sydslesvig, og det er typisk, at det
var den rigsdanske rektor og den rigsdanske pastor, der fremhævede betydningen
af, at det danske mindretal også talte dansk. Indvendingerne
mod Der Schleswiger som en i sproglig henseende sovepude for mindretallet
stemte godt overens med de betænkeligheder, der altid havde været
ved den tysksprogede danske presse. Det var netop dette, der havde ført
til grundlæggelsen af Flensborg Avis tilbage i 1869, dengang på initiativ af
den rigsdanske kollaborator C.F. Monrad. Selv i stærkt sydslesvig-aktivistiske
kredse havde man svært ved ikke at betragte Der Schleswiger som
621