hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

gens Nyheder, meddelte Kronika. 140 Til andre tider var det de tyske myndigheder,
der rekvirerede Kronikas artikler. Således i forlængelse af partidagene
i Nürnberg i september 1936, da Auslandspressestelle der NSDAP
i oktober 1936 bad om – “til arkivbrug” – at få tilsendt udklip af, hvad
Kronika havde publiceret fra partidagene – som Auslandspressestelle jo
gav ham et pressekort til. Det ville med andre ord se, hvad de havde fået
for deres imødekommenhed. Kronika svarede den 26. oktober 1936, at
“Nürnberg også denne gang var en storslået oplevelse” og sendte en bunke
klip – bl.a. fra Aalborg Amtstidende, der i Kronikas udlægning var “die
grösste Bauernzeitung in Nordjütland”. I et tilsvarende brev fra den 27.
september 1938 meddelte Kronika, at hans reportager og artikler havde
været trykt i Nationaltidende, Göteborg Morgonposten og Flensborg Avis, og
at han havde bedt alle tre blade sende de relevante klip til Auslandspressestelle.
For egen reg ning tilføjede han, at det forhåbentlig ville lykkedes
de udenlandske blade at passere censuren. “Det er desværre ofte meget
vanskeligt, selv for en så positivt indstillet avis som Nationaltidende, fra
hvilket blad mine beretninger fra Nürnberg er blevet citeret i den tyske
presse”. 141
Selvom tvivlen ind i mellem nagede, troede Ernst Christiansen og Jacob
Kronika meget længe på, at Hitler havde fredelige hensigter. Og de
betragtede det under alle omstændigheder som en væsentlig opgave at
medvirke til udenrigspolitisk afspænding mellem Danmark og Tyskland.
Men “skal der udrettes noget til forbedring af forholdet mellem de to nabofolk,
så har kun et frit blads ord vægt”, skrev Ernst Christiansen i en
leder den 16. marts 1934. Han hævdede vedblivende, at Flensborg Avis
“trods den begrænsning, der giver sig af sig selv”, gav “et fuldt så pålideligt
billede som en meget stor del af pressen uden for Tyskland”. 142 Ernst
Christiansen mente, at det først og fremmest var Hitler-Tysklands fredsvilje
og vilje til at bevare et godt forhold til Norden, der var årsagen til, at Flensborg
Avis fortsat eksisterede – og kunne skrive nogenlunde uantastet, så længe
den da holdt sig fra tyske indenrigspoli tiske emner. Betragtningen er kun
delvis rigtig, for den hvilede på den falske forudsætning, at regimet også i
fremtiden agtede at holde fred med sine naboer. Det gjorde det ikke. Men
propagandamæssigt var det en stor fordel for Tyskland, at Flensborg Avis
meget længe selv troede på, hvad den skrev.
Da tvivlen med tiden blev til en snigende vished om, at Hitlers hensigter
aldeles ikke var fredelige, var det for sent at forandre indstilling.
Heri lignede Flensborg Avis’ dilemma de øvrige ikke-nazistiske tyske blades:
Den tyske borgerlige presses grundproblem var, at man – med historikerne
Norbert Frei og Johannes Schmitz’ ord – ville “weitermachen
ohne mitzumachen”, hvilket imidlertid ikke lod sig gøre i praksis: Et dagblad,
der ikke fulgte partiparolerne i ét og alt, men som heller ikke var
i egentlig opposition, medvirkede i praksis til at gøre regimet og partiet
salon-fähigt overfor ikke-nazister og overfor udlandet. Det var akkurat
dette dilemma, der plagede Kronika, da regimets sande karakter gik op
for ham. Enhver redaktør eller journalist, der arbejdede på en avis, som
358