hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

papir ikke nåede frem i tide. 202
Flensburger Nachrichten har næppe udlånt papir til Flensborg Avis uden
Ernst Schrøders udtrykkelige billigelse. Og ikke blot med hensyn til afhjælpningen
af et helt akut behov for papir gik Ernst Schrøder – stik
imod, hvad man skulle forvente – tilsyneladende i brechen for Flensborg
Avis: I et brev om grænselandspressen den 29. juli 1943 til Rudolf Stehr,
det tyske mindretals nyindsatte talsmand ved Rigsdagen i København
(mindretallet stillede ikke op til folketingsvalget i 1943 og mistede derved
deres mandat), skrev Ernst Schrøder, at man gentagne gange i Berlin
havde overvejet at forbyde Flensborg Avis og Der Schleswiger af papir-rationeringsgrunde.
“Med hensyn til Flensborg Avis forholder det sig således, at avisen har færre abonnenter
end vi [d.v.s. Nordschleswigsche Zeitung] og at ni tiendedele af disse abonnenter
bor i Danmark; henved en tiendedel af læserne befinder sig i Riget, og også
under disse er der naturligvis, som De nok kan tænke, mange frieksemplarer.
Avisens kroneindtægter nord for grænsen vejer slet ikke til, når de bringes ind
i Riget ad regulær vej, sammenlignet med det markregnskab, avisen jo må føre;
thi alle lønninger og honorarer, papiret, alt vedrørende maskinerne, må betales
i mark. Ved siden af udkommer tillige månedligt Der Schleswiger i flere tusind
eksem plarer, der så godt som slet ikke betales, men udsendes gratis. Jeg havde
tidligere ret nøje indblik i tingene på Flensborg Avis. Ernst Christiansen talte også
med mig meget tydeligt om de indre genvordigheder, som forresten enhver kender
til”.
Rudolf Stehr ville have bemærket, fortsatte Ernst Schrøder, at Grænseforeningens
nye formand, folketingsmand Holger Andersen, nu sad i avisens
tilsynsråd ved siden af sin bror, advokat Johannes Andersen fra Haderslev.
“Der tales også, ved jeg, lejlighedsvis i den danske rigsdag ret tydeligt
om Flensborg Avis’ situation. De midler, der til dels via Grænseforeningen
og dels ad andre veje tilflyder Flensborg Avis, er ganske overordentligt
store. I København kender man naturligvis til det nøjagtige beløb, og det
er beløb i mark, der tilflyder avisen”. Ernst Schrøder ville ikke gå i enkeltheder
med, hvad han vidste om, “hvordan det ofte gik meget uhyggeligt
for sig inden for murene på Flensborg Avis, thi Ernst Christiansen er død.
Men der var meget ofte særdeles uhyggelige kampe i gang om penge”.
Dermed havde Ernst Schrøder fastslået, at Flensborg Avis fik massiv
støtte fra Danmark.
Endnu udkom Der Schleswiger, og Ernst Schrøder vidste, “at man i Berlin
atter overvejer spørgsmålet, om man af papirgrunde o.s.v. ikke burde
forbyde avisen. Jeg førte sidste tirsdag samtaler herom med en kompetent
[“massgeblich”] herre fra Berlin, og jeg bad ham om ikke at foretage
sig noget for øjeblikket, og han ville også imødekomme mit ønske”, skrev
Ernst Schrøder til Stehr og fortsatte: “Det er jo en ejendommelig sag, at
jeg her syd for grænsen i fredens interesse og af hensyn til afbalanceringen
af visse ting, har lagt mig i selen, for at Der Schleswiger fortsat kunne
udkomme; således som jeg i det hele taget meget ofte har måttet gå i
brechen for Flensborg Avis af mindretalsretlige grunde, langt oftere, end
911