hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Før eller siden blev danskerne alligevel nødt til at indse det – ikke mindst
af hensyn til Sønderjylland. Det, der skulle samle danskerne, var nemlig
de nationale opgaver i grænselandet; her måtte man dige eller vige.
Det nationale forsvar skulle ikke begrænses til kun Nordslesvig: “Jeg
har endnu i den allersidste tid, i samtale og brev, mødt den betragtning,
at danskheden syd for grænsen ingen nytte var til, at der kun burde arbejdes
på at styrke grænsemuren. Men tyskheden i Nordslesvig er jo inden
for muren. Hvis danskheden i Sydslesvig slettedes, ville det tyske krav om
grænseflytning blive dobbelt farligt, hvis Nordslesvig slettedes, ville Danmark
komme til at afgive et stykke Nørrejylland til et nyt Sønderjylland.
Det danske folk kan ikke slippe for denne opgave. At være eller ikke være,
det er sagen”. Derfor måtte det danske folk nu være rede til at tage fat, “se
og skønne på, hvad der bryder på i tiden, bringe de ofre, som kræves af
dig, vise verden, at et folk kan nå frem, kan blive herre over sine hjemsøgelser,
kan genfødes uden borgerkrig og fejde udadtil, kan nå frem med
lempe, uden opløsning og korruption, i fuld samling om det afgørende,
men også under verdensstorme og jordskælv rede til at værge sin friheds
dyre skat”. 31 Og det skulle ske med begejstring: “Skal i denne urolige og
tunge tid den rette danske selvhævdelse nås, så må den ildhu, som blussede
i vore fædres bryst, fornyes i vore sind og fra de mange enere flamme
i vejret som en mægtig begejstringens ild, der uimodståeligt samler
hele den danske befolkning”. 32
På denne måde kunne Danmark gå foran og vise de andre nationer vejen
til en bedre verden. Dette var “front og bro” i sin yderste konsekvens:
En dansk og nordisk idé, der med udgangspunkt i Sønderjylland havde
bud til en hel verden. Denne idé, der havde et tydeligt slægtskab med
Grundtvigianismen, ikke mindst i den nyfortolkning, som Askov og Frederiksborg
Højskoler stod for, skulle Ernst Christiansen i løbet af 1930’erne
perfektionere og gøre til sit bud på et dansk-nordisk alternativ til nationalsocialismen.
6.6. Stræben mod lyset – ernst Christiansens livsfilosofi
Når Ernst Christiansen overhovedet kunne se noget godt i nationalsocialismen,
hang det sammen med hans fremskridtsoptimisme og tro på det
gode i mennesket. Heri adskiller han sig fundamentalt fra andre af tidens
nationale genrejsere. 33 Ernst Christiansen havde ved flere tidligere lejligheder
givet udtryk for en slags grundtvigiansk præget, universalhistorisk
livsfilosofi, som der kort skal redegøres for her.
Ernst Christiansen troede på det gode i mennesket. Eftersom mennesket
var skabt af Gud, rummede ethvert menneske i sin kerne, i sin sjæl,
det gode – og en stræben efter det gode. Men det var ikke så lige til for
et menneske at se ind i sin sjæl. Der var en mængde mindre gode egenskaber,
man skulle vriste sig fri af eller skrælle til side, før man kunne
opnå at få et glimt af dette gode i sit indre, der var større end én selv.
For Ernst Christiansen var dette knyttet til nationalfølelsen. Det trådte
mest frem i glimt og åbenbarede så det gode, for eksempel i forbindelse
199