hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

samling om det største”. Drømmen om et genfødt folk levede hos de danske
sømænd, der havde sat livet til, hos de faldne danske sydslesvigere
“under opfyldelsen af deres dobbelte pligt, som var blevet ét i deres kærlighed
til Danmark, i deres drøm om et lille fædreland med det store mål
at dygtiggøre sig til at frembære sin gave til verdens folkeslag. Deres offermod
er en levende arv, som må gro og fylde dansk ungdom med livets
spænding, hvert enkelt jeg i en ubrydelig samling hele vort folk – intet
andet folk til mén, men dansk livsmod til kraftfuld nordisk oprejsning”.
Der var i disse tanker et meget nært slægtskab med Kaj Munks herostratisk
berømte Ollerup-tale: En – mere eller mindre modstræbende –
beundring for Hitler som den stærke mand, der med sin vilje udrettede
store ting. Dog nærede Ernst Christiansen ikke den samme foragt for parlamentarismen,
for Thorvald Stauning og P. Munch, som Kaj Munk gav
udtryk for ved samme lejlighed. 75 Der synes underliggende i denne tankegang
at være den idé, at der måtte en vilje som Hitlers til, for at besejre
ham. Modstandere af denne tankegang, demokrater i moderne forstand,
ville formentlig kalde dette et forsøg på at fordrive Fanden med Djævelen,
men tankegangen var helt i tråd med de tanker, Ernst Christiansen
havde forfægtet op igennem 1930’erne: At viljesanspændelsen, samlingen,
idealismen og offerviljen i Hitlers Tyskland var efterlignelsesværdig,
ja livsnødvendig for det danske folk.
Fra Dr. Dürr kom der svar, dateret den 29. juni 1940, men formentlig først
ankommet til Flensborg den 6. juli 1940: Han betragtede Ernst Christiansens
skrivelse af 19. juni 1940 som en “bekræftelse” på, at samtlige de
artikler, der havde givet Flensborg Avis dens udpræget over for Riget illoyale
præg, var blevet bragt udelukkende under chefredaktørens ansvar.
“Deres person kan derfor ikke frembyde nogen sikkerhed for en fremtidig
loyal holdning fra Deres blads side. Censur var ikke “i overensstemmelse
med de nationalsocialistiske pressegrundsætninger”, skrev Dürr,
og det var ikke usandt: Den ledende redaktør måtte naturligvis selv vide
– og stå til ansvar for – hvad der kunne offentliggøres – og hvad ikke.
Det lå i hele den nationalsocialistiske idé, at en redaktør eller en journalist
som statsansat og afsættelig embedsmand naturligvis på ingen måde
kunne tænkes at kritisere noget som helst, før han fik besked på det, endsige
repræsentere en anden holdning end den nationalsocialistiske.
“Truslen om et Dauerverbot ved næste forseelse vil derfor blive opretholdt,
så længe der endnu ikke var indtrådt sådant et skifte i chefredaktionen,
der kunne garantere en fremtidig loyal holdning på Deres avis”,
sluttede Dürr. 76
Dermed var der ikke andet at gøre end at gå. Og det gjorde han så.
Den 8. juli 1940 blev der holdt tilsynsrådsmøde, hvori Ernst Christiansen
gjorde rede for brevvekslingen med de tyske myndigheder, ifølge hvilken
det fremgik, at han var blevet pålagt at nedlægge sin stilling som chefredaktør,
og han udtalte, at han “mente, for ikke at bringe avisens viderebeståen
i fare, at det var nødvendigt at følge denne henstilling”. Tilsynsrådet
beklagede denne beslutning meget, “men mente dog på grund af den
862