hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

“Det lyder utroligt, men er jo ikke det første tilfælde af, at danske arbejdere udelukkes
dernede. Det må ventes af de tyske myndigheder, at de griber igennem og
gør alle parter klart, at de danske arbejdere er ligeberettigede til sysselsættelse. Ethvert
indgreb heri bringer den tyske nationale mindretalsfrihed i miskredit. når
man nægter medlemmer af et folkeligt mindretal brødet på grund af, at de slutter
sig til det folkelige mindretal, så findes der for dem i det hele taget ikke nogen
folkelig frihed. Den danske befolkning har til fulde anerkendt de indrømmelser,
der hidtil er gjort. Den har ret til at vente, at så ødelæggende indgreb som dem i
tønning standses én gang for alle”.
Artiklen var i sig selv ikke anderledes end så mange andre artikler i Flensborg
Avis, når ting som disse forefaldt. Ethvert tilløb til diskrimination
blev pr. automatik hævet op på det principielle plan, hvor det var muligt
at klage med held. i denne sag skete der nu ikke meget – før der to
måneder senere indløb en skrivelse fra Propagandaministeriet. Den var
undertegnet af ministerialråd Alfred ingemar berndt, der skulle komme
til at spille en hovedrolle senere i denne affære. berndt skrev den 28. maj
1936, at det var “blevet ham meddelt” [“es wird mir berichtet”], at påstanden
i den førnævnte artikel ikke var rigtig. Der var hverken blevet
talt om danskere eller om marxister; det var derimod blevet meddelt den
pågældende, at “kun ordentlige mennesker måtte ansættes”.
Det kan så diskuteres, hvorvidt en overbevist nationalsocialist mon
dog ikke ville mene, at hverken “marxister”, d.v.s. socialdemokrater, eller
mindretallet selv faldt ind under den ønskede kategori. De hidtidige
erfaringer, navnlig fra tønning, tydede i denne retning.
Endnu kendtes – ifølge Alfred ingemar berndt – intet tilfælde, hvor
medlemmer af de danske foreninger ikke var blevet formidlet arbejde
“p.g.a. deres medlemsskab” af de danske foreninger. Flensborg Avis’ artikel
var dermed “egnet til at virke hetzende” [“verhetzend”], og berndt
forlangte en øjeblikkelig berigtigelse – samt et eksemplar af avisen som
dokumentation for, at berigtigelsen også var blevet bragt. Han forventede
i øvrigt, at “De for fremtiden ikke offentliggør beretninger, der ikke kan
stå for en nærmere efterprøvelse”. 43
i betragtning af afsenderen virker den afsluttende bemærkning næsten
komisk, men den var alvorlig nok: For hvis Flensborg Avis blev forpligtet
til nøje at føre dokumentation for hver eneste notits om overgreb eller
uretfærdigheder mod mindretalsmedlemmer, så ville det føre til et meget
betydeligt fald i den type af notitser – hvad der muligvis også var hensigten
– alene af den grund, at mange mindretalsmedlemmer af frygt for
yderligere repressalier ikke ønskede at stå frem. Flensborg Avis indskrænkede
da heller ikke meddelelser af denne art. tvært imod.
Påtalen var for så vidt også typisk derved, at berndt understregede,
at intet mindretalsmedlem var blevet diskrimineret p.g.a. sin tilknytning
til mindretallet. Det var et synspunkt, som man fra slesvig-holstensk side
stædigt holdt fast i: når mindretalsmedlemmer, som det skete hundredevis
af gange, blev forfordelt eller på anden måde klemt i systemet, så
skyldtes det ikke deres nuværende medlemsskab af mindretallet, men derimod
tidligere medlemsskab af KPD eller SPD, tilhørsforhold til Jehovas
527