hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ygget op igen”.
Lederens slutning kan ses som en programerklæring for Flensborg Avis,
således som bladet agtede at forholde sig fremover, efter den berlinske
afgørelse: Løsenet Front og bro var ikke taktik eller et skalkeskjul, således
som flere tyske blade havde påstået:
“Flensborg Avis har i menneskealdre hejst dansk flag over dansk ladning. Vi har
aldrig af taktiske grunde slået af på kernepunkter i vor overbevisning og aldrig af
taktiske grunde tillagt os et standpunkt eller en vilje, som i virkeligheden ikke var
vor. Vi har fra de unge dage ment og mener det endnu, at den bedste taktik i det
lange løb altid er redeligt at kæmpe for sin overbevisning.
Så vist som vi agter at kæmpe med al den ildhu og saglige kraft, som vi evner
at sætte ind, for dansk folkelig ret og pligt i Sønderjylland, så vist er vi, der
nødtvungent atter og atter har måttet fordybe os i vor hjemstavns historie, der
selv har måttet marchere med i verdenskrigen og nu påny ser spændingen øges
i verden, gennemtrængt af et inderligt håb om og en urokkelig vilje til at arbejde
på, at vort grænseland kan blive et mønster for det fremtidige forhold mellem folkene,
et mønster, som netop forener fronten og broen. Muligheden for den rette
jævnbyrdige forening må findes. Anden vej er der efter vort skøn ikke til at underbygge
freden i verden.
Ja, vi har den faste tro, at skønt der i overskuelig tid atter og atter må regnes
med stadig nye skuffelser, så vil vort grænseland egne sig særligt til at gøre en
virksom begyndelse. Lykkes det ikke her, så lykkes det ingen andre steder”.
Ernst Christiansen sluttede sin leder med at understrege, at det førende
nationalsocialistiske dagblad Schleswig-Holsteinische Landeszeitung den 3.
september 1937 havde udtalt sig på lignende vis, og betonede endnu engang,
at Propagandaministeriets fremhævelse af, hvor stor vægt det lagde
på et loyalt samarbejde med det danske mindretal, ville få “afgørende
virkning ud i fremtiden”. Programerklæringen var fremsat på det grundlag,
at Propagandaministeriets udtalelser om grænsen blev stående. Det
blev de ikke.
Konsul Lauritz Larsen var også betænkelig ved Ernst Christiansens fremgangsmåde:
“Personlig er jeg af den mening, at Flensborg Avis havde gjort
rigtigere i at nøjes med at tie stille med det i Berlin opnåede så gunstige
resultat i stedet for nu påny at kaste sig ind i det sædvanlige klammeri og
slagsmål”. Men Ernst Christiansen havde over for Lauritz Larsen udtalt,
at “han syntes det nødvendigt straks at tage de nævnte blade i kraven for
at stille deres skriverier til skue i Berlin. – Ja, ja!” sluttede Larsen resigneret
sin indberetning den 30. september 1937. 116
Flensborg Avis var altså nærmest tilbøjelig til at følge sagen offensivt op
for én gang for alle at få gjort op med den grænsetyske presse, og konsulen
i Flensborg blev faktisk også snart vundet for denne linje. Lauritz Larsen
kunne således den 7. oktober 1937 meddele Udenrigsministeriet, at
det efter tilendebringelsen og offentliggørelsen af Kronikas og Ernst Christiansens
forhandlinger i Berlin havde været påfaldende, at der havde
været en tydelig tilbageholdenhed og tavshed i den sydslesvigske presse
633